Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Intimt. Grænsen for hvad vi deler med andre på Twitter og Facebook er flydende. Det skal understreges, at personerne på billedet ikke har noget med Twitter-profilen Minnamus at gøre.
Foto: MARTIN LEHMANN (arkiv)

Intimt. Grænsen for hvad vi deler med andre på Twitter og Facebook er flydende. Det skal understreges, at personerne på billedet ikke har noget med Twitter-profilen Minnamus at gøre.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sociale medier ændrer alt: Vores børn vil aldrig lære at have et privatliv

Det private er ikke længere privat, og det offentlige er det private.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et barn født i dag vil vokse op uden nogen som helst forestilling om, hvad privatliv er. De vil aldrig vide, hvad det betyder at have et privat øjeblik for sig selv, en uregistreret, ikke-analyseret tanke«.

Den dystre forudsigelse om fremtiden kommer fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der i juni sidste år blev verdensberømt for at lække fortrolige dokumenter om den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s hemmelige overvågning af datatrafik. I en kort videotale til den globale landsby ved juletid gav han sit bud på, hvor vores alle sammens privatliv er på vej hen. Og hvorfor det er vigtigt stadig at have noget for sig selv.

»Privatliv betyder noget, det private er det, der giver os mulighed for at bestemme, hvem vi er, og hvem vi vil være«, fortsatte han.

Men hvad der er privat for en, er ikke nødvendigvis privat for andre. Nogle sætter grænsen ved toiletdøren. Andre ved mobiltelefonen. Mange vil ikke fortælle om deres sexliv. Og en del kvinder er private omkring indholdet i dametasken. Og så er der dem, der er helt ligeglade.

»Twitter er mit privatliv« »Lige vågnet hos dude fra Togo. Har fået kæmpe negerpik«, tweetede en tømmermandsramt ’Minnamus’ fra sin Twitterprofil 1. januar 2014 op ad formiddagen.

21-årige Minnamus, der gerne vil forblive kælenavnsanonym, har 28.500 gange sendt de maks. 140 tegn ud fra sin Twitterkonto. Ofte med få minutters mellemrum. Om alt fra gulvvask over søvnproblemer til sit dating- og sexliv.

»Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor jeg ikke skulle skrive om mit sexliv? Twitter er jo mit privatliv, et privatliv, som folk kan følge med i. Måske har jeg et forvrænget syn på det, men jeg synes overhovedet ikke, det er pinligt eller forkert. Twitter er blevet en slags veninde for mig, og jeg kan sige alt til hende«, fortæller den unge kvinde, der studerer kinesisk.

Det var derfor en prøvelse af de større, da Minnamus var et halvt år i Kina, ikke havde 3G på sin telefon og derfor ikke kunne tweete sine tanker, frustrationer og oplevelser.

»Jeg tænker jo i 140 tegn! Det er lidt pinligt at sige, men jeg skrev mine tweets fra dagen ned som notater og sendte dem ud, når jeg kom hjem om aftenen til min store, grimme, stationære computer. Jeg er superafhængig af opmærksomheden«, siger Minnamus, der også bekymrer sig om ikke at svigte sine følgere med tavshed.

Hun har også en profil på Facebook, som hun dog ikke bruger, »fordi der er min familie og mine rigtige venner, mens Twitter er for fremmede«.

Så spørgsmålet er, hvor grænsen går for, hvad hun vil fortælle sine cirka 300 fremmede følgere.

»De mere dystre ting. Følelser, ensomhed, hvis jeg har det dårligt, det skriver jeg ikke. Det skal være sjovt med et twist, det, jeg skriver«.

Offentlig som udgangspunkt
At sådan en som Minnamus finder det naturligt at dele relativt intime oplysninger med resten af verden stemmer meget godt overens med Edward Snowdens julebudskab. Det mener Claus Dahl, der har beskæftiget sig med internetsektoren i 15 år og er partner i den nystartede dataanalysevirksomhed 1:0.

»Det, Snowden siger, er, at al den teknologi har gjort, at spillet er blevet vendt om. Hvor man tidligere som udgangspunkt var privat, er man nu som udgangspunkt offentlig«, siger han.

Minnamus lægger private oplysninger ud frivilligt. Men der er selvfølgelig også de oplysninger, vi efterlader, når vi færdes på internettet. De fleste internetbrugere har oplevet, hvordan søgninger efter bestemte produkter har indvirkning på, hvilke annoncer man støder på i sit digitale liv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pludselig ser man den kaffekande, det par sko eller det iPad-keyboard, man kiggede på, men undlod at købe, alle vegne. Det er det, der kaldes ’ retargeting’. Man kan næsten føle, at produkterne forfølger en. Det er der dog råd for, hvis man tager nogle forholdsregler:

»Man kan godt skabe sig et privatliv, men man skal gøre sig nogle anstrengelser for det«, siger Claus Dahl.

En anden form for ’forfølgelse’ er alle de andre oplysninger, som en tredjepart, man ikke kender, løbende indsamler til markedsføringsbrug. I sidste uge modtog en borger i den amerikanske delstat Illinois et reklamebrev fra virksomheden OfficeMax. Men på brevet under hans navn, Mike Seay, stod der »datter dræbt i trafikuheld«.

Seay var rette adressat, for hans datter døde i et trafikuheld for tre år siden. OfficeMax har formentlig fået oplysningen fra et firma, der samler oplysninger om potentielle kunder og sælger dem til virksomheder. Nogen har så ved en fejl indtastet oplysningen om datteren i et forkert felt på computeren.

»Hvad skulle de bruge det til?«, sagde Mike Seay til Los Angeles Times. »Det er ikke rigtig privat, men i forhold til dem (OfficeMax, red.) er det. Det er ikke noget, de nogensinde får brug for«. Selvudstillingen


Christine Feldthaus er tv-vært, livsstilsekspert og har haft sit hjem på tv måske 15 gange. Hun siger, det er indlysende, at vi lever en mindre og mindre privat tilværelse, men at spørgsmålet er, hvordan vi hver især definerer ’det private’.

»Vi udstiller os selv meget mere end tidligere med billeder på nettet, og hvem vi spiser med på hvilken restaurant, så alle kan se, hvor fede vi er. Det private er blevet offentligt, men det meste af det er noget ligegyldigt bullshit. Det er en selviscenesættende glansbilledeoverenskomst til at pudse statusglorien med. Vi er mere snakkesalige, men vi deler ikke vores grimhed med nogen«, siger hun.

Denne grimhed kunne for eksempel være eksistentielle kriser om, hvorvidt man er et godt menneske, om man er i stand til at leve i et parforhold eller drikker for meget rødvin. Den slags privatlivs-snask opleves sjældent på de sociale medier eller i blogs. Her råber vi kun de pæne og sjove ting ud i mørket. Og afventer et lille like tilbage.

»Det er en fingeret virkelighed. Ja, vi har åbnet mere op og aftabuiseret ting som swingersex, hvem man stemmer på, eller hvad man tjener. Du kan også på primetime-tv lære, hvordan du som kvinde stikker en finger op i numsen på din mand for at give ham en vild orgasme. Der er ikke mange tabuer tilbage, men det er sjældent, at jeg møder et totalt ærligt menneske. Vi har aldrig været bedre til at lyve«, siger Christine Feldthaus.



I hendes omgangskreds inviteres der jævnligt til ’Botox-party’, hvor man mødes op en fredag kl. 19 og får et glas vin og et skud Botox. Til gengæld oplever hun tro og religion som et af de sidste tabuer, der afføder pinlighed og berøringsangst.

Personligt har Feldthaus galopperende paranoia over for den nye offentlighed. Hun er ikke på de sociale medier og er dybt bekymret over, hvad der sker med alle oplysningerne fra vores digitale spor.

»Det er ikke, fordi jeg har et særligt flamboyant sexliv, jeg er nok rimelig gennemsnitlig med det. Men det gør mig pissebange, at ting på nettet aldrig kan slettes. Det er lidt, ligesom når man har haft indbrud og kommer hjem, og alle ens ting er rodet igennem. Det er en krænkelse af mig og mit jeg, en slags åndelig voldtægt og dyneløfteri, når firmaer bruger de her oplysninger. Og vi har ret til et privatliv«. Den totale afsløring

Men selv om man er paranoid, kan der godt være nogen efter en, som man siger. Særligt når man efterlader sig spor. Mobiltelefonen sladrer om, hvor vi befinder os; et køb med kreditkort er altid en signeret transaktion; en ’gratis’ profil eller e-mailadresse er ikke helt gratis, når det kommer til stykket. »Vi vidste godt, at man i princippet ville kunne finde ud af alt om ens person«, siger dataeksperten Claus Dahl.

»Det, der forhindrede den totale afsløring af alt, hvad du tænker privat, var alene manglende interesse for din person og manglende økonomi til at udføre overvågningen. Det nye – og det er så det, vi har fundet ud af med Edward Snowdens afsløringer – er, at der faktisk er en organisation, der kan gøre det – nemlig NSA«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Men før man begynder at tænke på at melde sig ud af diverse sociale medier og kryptere sine telefonsamtaler, så skal man tænke på fordelene ved at være åben. »Vi har glæde af, at ting fra fra vores indre ligger og er tilgængelige ude i verden, for det hjælper verden med at indrette sig efter os«, siger Claus Dahl. »Det er jo også enormt værdifuldt«.





Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden