Et barn født i dag vil vokse op uden nogen som helst forestilling om, hvad privatliv er. De vil aldrig vide, hvad det betyder at have et privat øjeblik for sig selv, en uregistreret, ikke-analyseret tanke«.
Den dystre forudsigelse om fremtiden kommer fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der i juni sidste år blev verdensberømt for at lække fortrolige dokumenter om den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s hemmelige overvågning af datatrafik. I en kort videotale til den globale landsby ved juletid gav han sit bud på, hvor vores alle sammens privatliv er på vej hen. Og hvorfor det er vigtigt stadig at have noget for sig selv.
»Privatliv betyder noget, det private er det, der giver os mulighed for at bestemme, hvem vi er, og hvem vi vil være«, fortsatte han.
Men hvad der er privat for en, er ikke nødvendigvis privat for andre. Nogle sætter grænsen ved toiletdøren. Andre ved mobiltelefonen. Mange vil ikke fortælle om deres sexliv. Og en del kvinder er private omkring indholdet i dametasken. Og så er der dem, der er helt ligeglade.
»Twitter er mit privatliv« »Lige vågnet hos dude fra Togo. Har fået kæmpe negerpik«, tweetede en tømmermandsramt ’Minnamus’ fra sin Twitterprofil 1. januar 2014 op ad formiddagen.
21-årige Minnamus, der gerne vil forblive kælenavnsanonym, har 28.500 gange sendt de maks. 140 tegn ud fra sin Twitterkonto. Ofte med få minutters mellemrum. Om alt fra gulvvask over søvnproblemer til sit dating- og sexliv.
»Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor jeg ikke skulle skrive om mit sexliv? Twitter er jo mit privatliv, et privatliv, som folk kan følge med i. Måske har jeg et forvrænget syn på det, men jeg synes overhovedet ikke, det er pinligt eller forkert. Twitter er blevet en slags veninde for mig, og jeg kan sige alt til hende«, fortæller den unge kvinde, der studerer kinesisk.
Det var derfor en prøvelse af de større, da Minnamus var et halvt år i Kina, ikke havde 3G på sin telefon og derfor ikke kunne tweete sine tanker, frustrationer og oplevelser.
»Jeg tænker jo i 140 tegn! Det er lidt pinligt at sige, men jeg skrev mine tweets fra dagen ned som notater og sendte dem ud, når jeg kom hjem om aftenen til min store, grimme, stationære computer. Jeg er superafhængig af opmærksomheden«, siger Minnamus, der også bekymrer sig om ikke at svigte sine følgere med tavshed.
Hun har også en profil på Facebook, som hun dog ikke bruger, »fordi der er min familie og mine rigtige venner, mens Twitter er for fremmede«.
Så spørgsmålet er, hvor grænsen går for, hvad hun vil fortælle sine cirka 300 fremmede følgere.
»De mere dystre ting. Følelser, ensomhed, hvis jeg har det dårligt, det skriver jeg ikke. Det skal være sjovt med et twist, det, jeg skriver«.
Offentlig som udgangspunkt
At sådan en som Minnamus finder det naturligt at dele relativt intime oplysninger med resten af verden stemmer meget godt overens med Edward Snowdens julebudskab. Det mener Claus Dahl, der har beskæftiget sig med internetsektoren i 15 år og er partner i den nystartede dataanalysevirksomhed 1:0.
»Det, Snowden siger, er, at al den teknologi har gjort, at spillet er blevet vendt om. Hvor man tidligere som udgangspunkt var privat, er man nu som udgangspunkt offentlig«, siger han.
Minnamus lægger private oplysninger ud frivilligt. Men der er selvfølgelig også de oplysninger, vi efterlader, når vi færdes på internettet. De fleste internetbrugere har oplevet, hvordan søgninger efter bestemte produkter har indvirkning på, hvilke annoncer man støder på i sit digitale liv.
