»Det er jo nærmest en drejebog for Radio24syv«.
Sådan siger radioforsker ved Aarhus Universitet Per Jauert om de mange politiske krav til Radio24syvs indhold. Da et borgerligt flertal i 2010 besluttede at sende FM4, hvor DR tidligere havde P2 liggende, i udbud, fulgte adskillige specifikke krav til den kommende public service-radiostation. Det blev dem pålagt at producere egne nyheder, at holde antallet af genudsendelser nede, at spille musik i maksimalt 20 procent af sendetiden i dagtimerne, at levere debat, sport og satire i præcist definerede doser.




























