Sådan ser en ægte vælgermagnet ud. Et varmt blik fra en mand med spinkle blottede arme; det er så afvæbnende, som det kan blive, uden at være ren hundehvalp. Den står på sommer, ro og orden med opknappet polotrøje, let slidte cowboybukser og en blød trøje hængende over ryggen.
Med denne afslappede fritidsbeklædning, der måske signalerede øvre middelklasse i 1980’erne, men i dag er allemandseje og går lige så godt på Rungsted Havn som på Hjallerup Marked, taler Kristian Thulesen Dahls beklædning med den bredest tænkelige appel.






























