Inden året er omme, vil danskerne kunne zappe sig ind på et hav af film på deres computer eller tv. Den amerikanske filmtjeneste Netflix har nemlig planer om at indtage Norden til efteråret, bekræfter flere kilder. Samtidig melder YouSee ud, at de også går i luften med en abonnementstjeneste i løbet af efteråret. Princippet er det samme som for musiktjenester som Wimp og Spotify. For at fast beløb om måneden får man adgang til at streame et stort antal film og tv-serier, som man kan se lige så mange gange og lige så ofte, man vil. Kamp om markedet Netflix har ikke officielt sat dato på eller bekræftet, at tjenesten kommer til Danmark. Men ifølge Politikens oplysninger, har Netflix gennem noget tid forhandlet aftaler med alle de store danske og skandinaviske filmdistributører. »Deres planer er at gå live i 2012«, siger Rene Sørensen, direktør i distributionsfirmaet Mis. Label, som senest har sendt Roman Polanski-filmen ’Carnage’ ud på det danske dvd-marked.
Mis. Label ligger netop nu i forhandlinger med Netflix om selskabets store bagkatalog af film, og Rene Sørensen forklarer, at Netflix vil til Danmark med det samme koncept, som man kender fra USA og Storbritannien. Det vil sige adgang til tusindvis af film og tv-serier med nogle år på bagen. Premierefilm kan man ikke finde på Netflix. Danske YouSee, der har 1,3 millioner tv-kunder i Skandinavien, er i fuld gang med at forberede et modtræk til Netflix. »Vi er godt klar over, at Netflix er på vej, og vi kommer til at svare massivt igen med den samme forretningsmodel, det vil sige med månedligt abonnement og fri adgang til film og tv-serier«, fortæller YouSees pressechef, Ib Konrad Jensen. Farvel til Blockbuster-kæden Selv om der nu kommer en stor spiller og konkurrent ind på markedet, så ser YouSee frem til at få Netflix til Danmark. For jo flere udbydere, jo større bliver markedet, mener YouSee, der forudser en udvikling på filmområdet, der ligner den, som er i gang på musikområdet, hvor Spotify og Wimp er ved at få rigtig godt fat i danskerne. YouSee er også overbevist om, at abonnementstjenesterne vil have stor effekt på af piratkopiering af film. »Selv om der ikke er tale om premierefilm, bliver det så nemt, at masser af mennesker ikke længere gider bøvle med BitTorrent-sider og usikkerhed for virus, når de for et fast beløb kan få adgang til virkelig mange film«, siger Ib Konrad Jensen fra YouSee. Andre kilder i branchen tvivler dog på den effekt, fordi abonnementstjenesterne netop ikke kommer til at tilbyde de nyeste premierefilm, men et bagkatalog af film, der er mindst to-tre år gamle.






























