Der er system-bosser. Der er kreative krølhoveder. Og så er der dem – om end de ikke er mange – der er begge dele; dem, der både kan lede en flok medarbejdere og gøre det uden at forfalde til pænhed, forudsigelighed og snorlige regneark. Mette Davidsen-Nielsen, tidligere chef for DR 2, hører til i den sidste kategori, mener dem, der har fulgt hendes karriere gennem mediebranchen.
Og netop hendes særlige kombination af lederevner og kreativitet får hun – i dén grad – brug for, når hun fra september tiltræder stillingen som administrerende direktør for dagbladet Information.


























