DR’s bestyrelse er rygende uenig om, hvilken kanal Danmarks Radio skal droppe, efter at regeringen sammen med DF og Liberal Alliance har besluttet at fjerne den ene af DR’s fire kanaler og i stedet give den til en kommerciel operatør. Det er DR selv, der bestemmer, hvad der skal væk, og i et debatindlæg i dagens avis, skriver DR’s næstformand, Ole Hyltoft, at han vil kæmpe for P2, der »højner det musikalske niveau i befolkningen«: »Beklageligt, at vi så må lukke P3. Men meget af P3’s danske musik kan spilles på P4. Og P3’s udenlandske rock- og popmusik kan høres på mange andre kanaler«.
LÆS INDLÆGGET P2 kan ikke undværes - så DR-bestyrelsen må lukke P3
Samme holdning har bestyrelsesmedlem Katrine Winkel Holm. I et læserbrev i Jyllands-Posten i lørdags skrev hun: »Hvis ikke en licensfinansieret public service-virksomhed har en kanal som P2, hvad skal man så med den? En nedlæggelse af P2 vil være helligbrøde«. Katrine Winkel Holm argumenterer også for en sammenlægning af P4 og P3.




























