Millioner af filmkroner er pist væk i stjerneadvokats firma

Storhed og fald. Johan Schlüter er gået konkurs og flyttet fra Esplanaden i det indre København til et lånt hus i Birkerød. Jacob Ehrbahn
Storhed og fald. Johan Schlüter er gået konkurs og flyttet fra Esplanaden i det indre København til et lånt hus i Birkerød. Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Advokat Johan Schlüter har haft stjernestatus i mange år. Han har skaffet filmbranchen milliarder af kroner, han er blevet kaldt ’den danske konge af copyright’, og hans navn stod i guld på advokatfirmaets facade på Højbro Plads i København.

Men gennem det seneste år er tingene bare gået ned ad bakke: Først blev hans firma rodet ind i en sag om millionsvindel, så politianmeldte han sin højrehånd, så gik han konkurs, og så blev han selv sigtet i en af de største sager om svindel med kulturkroner, som vi har set herhjemme. Helt præcis 188 millioner af filmbranchens penge, lyder en revisoropgørelse.

Nu er Johan Schlüter, konen og hunden rykket ud af herskabslejligheden på Esplanaden i det indre København og flyttet til et lånt hus i Birkerød. Og selv om Schlüter mener, at det svimlende tal er nonsens, begræder han dog, at der tilsyneladende er blevet svindlet i det rettighedssystem, som han betragter som sit livsværk.

Selv vidste han intet om det, fastholder han. Så for at bearbejde nedturen har han skrevet en bog og er kommet frem til, at uretfærdighed regerer verden.

»Konklusionen i bogen er, at der er kun to ting, der er noget værd: havearbejde og kærlighed. Alt andet, skråt op«, siger han.

Dygtigere end de fleste

Over de næste 5 dage vil Politiken forsøge at sammenstykke historien bag den spektakulære svindelsag; en historie, som begynder med en middag i Grøften i Tivoli i 1974 og ender ved kollapset af Schlüters succesfulde imperium sidste år.

Det er historien om en mand, der med egne ord har »været dygtigere end de fleste« og med andres ord »har et ego større end København«. Og det er historien om de mange penge, film- og tv-producenterne tjener på den skjulte kulturøkonomi, ophavsretten – en økonomi, som er blevet mere og mere vigtig for filmbranchen.

Administrationen af producenternes mange rettighedsmillioner foregik i selskabet Registrering Danmark i Slagelse, der blandt andet var ejet af Schlüter og hans advokatpartner og reservedatter, Susanne Fryland. Hun styrede selskabet, og på 4 år forsvandt millionerne i et sammensurium af udlån, store honorarer, håbløse investeringer og velgørenhed.

Når Schlüter angiveligt intet vidste skyldes det, at han har været nærmest fraværende på grund af en anden nedtur, siger han. En bedragerisag i Frankrig, som han kalder »et sindssygt mareridt«. Det har dog ikke forhindret bagmandspolitiet i at sigte ham i den danske sag.

»Men der kommer ikke nogen sag mod mig«, siger Johan Schlüter.

»Det kan jeg ikke forestille mig«.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her