Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Erik Gleie (arkiv)
Foto: Erik Gleie (arkiv)

Nye tider. En dag ringede Bent Fabricius-Bjerre og sagde: Det er kommet noget, der hedder video. Derefter byggede Johan Schlüter en stor forretning op omkring filmrettigheder. Arkivfoto: Erik Gleie

Kapitel 2: Rettighedskongen vinder sit rige

Ved lidt af et tilfælde ender den unge Johan Schlüter som musik- og filmbranchens advokat. Men han er dygtig og opbygger et avanceret rettighedssystem og ender som kongen af copyright.

Da han var på toppen – som kongen af ophavsret og kulturens foretrukne advokat indtil for nylig – holdt Johan Schlüter hvert år en nytårstale for sine ansatte med Sisyfos-myten som omdrejningspunkt. De skulle finde glæden ved at slide. Så når han kom ind på kontoret og råbte et stort: »Hvorfor?«, råbte medarbejderne i kor: »Fordi vi kan lide det!«.

Belæst, beleven, charmerende og intelligent kalder de ham alle sammen, selv om få vil stå frem med navn. De siger også, at han har et ego »større end hele København«, og at han er en »ultra-alfahan«, men også, at han er en varm og støttende chef og en knalddygtig advokat. Som Jesper Bay, der tidligere var kommunikationsdirektør i pladebrancheforeningen Ifpi, formulerer det:

»Johan har en betydelig grad af humor, er begavet og belæst, ikke mindst inden for kulturens område har han et intellektuelt overskud, der gør det let for ham at sætte folk til vægs«.

Selv folk, som blev fyret ved hans firmas kollaps sidste år, vil ikke tale dårligt om Johan Schlüter. De fleste ser med vantro på oplysningerne om, at han skulle være involveret i en svindelsag for op mod 188 millioner kroner. At han skulle have vidst, at filmproducenterne blev snydt for millioner af de rettighedskroner, som hans firma var hyret til at administrere for dem. Schlüter selv benægter at have vidst noget. Og folk siger igen og igen, at det ikke passer med deres billede af ham.

Men i krogene bliver der murret, og enkelte hvisker, at det er Schlüters magtfuldkommenhed, der har ført til hans fald, men de vil ikke træde frem i lyset. På sociale medier ses også strejf af skadefryd over, at Johan Schlüter, hvis firma jagtede internetpirater under sloganet ’Vi sagsøger dig langt ind i helvede’ nu er den mistænkte. Jægeren er blevet til bytte.

En ting er dog sikker: Johan Schlüter er ikke dømt t i denne sag, blot sigtet.

Og noget andet: Johan Schlüter er den eneste af de tre partnere i skandalen, som har ønsket at stille op til interview, mens langt de fleste gamle kolleger og samarbejdspartnere, venner og fjender ikke vil tale til citat.

De gyldne gamle dage

Som så mange andre gode historier fra 1970’ernes Danmark begynder denne med en frokost i Grøften i Tivoli. Johan Schlüter, en ung jurist og lektor i obligationsret på universitetet, holdt et møde med den 20 år ældre komponist og pladeselskabsmand Bent Fabricius-Bjerre, og over en god frokost lykkedes det at få samtalen til at handle om alt muligt andet end ophavsret, som Schlüter dengang ikke vidste en dyt om.

Efter frokosten ansatte Fabricius-Bjerre den unge mand som sekretær – altså leder af – pladebranchens fællesorganisation, Ifpi. Og sådan blev en livsbane lagt ud. Temmelig hurtigt blev Schlüter også sekretær for Gramex, hvor hans onkel var direktør, og sådan blev rettigheder – sammen med bestyrelsesarbejde – det, som skulle optage det meste af hans tid de næste 40 år. Dengang var hovedmediet lp-plader, og »pirateriet bestod af en eller anden pensionist i Horsens, der sad og overførte nogle lp’er til kassettebånd og så annoncerede for det i den lokale sprøjte«, siger Schlüter. Men i 1980’erne ringede Bent Fabricius-Bjerre, der nu var i filmbranchen: »Der er kommet noget, der hedder video«, sagde han. »Kan du ikke lige gå ud og se, hvordan det foregår?«.

Og inden længe stod Schlüter også i spidsen for en brancheforening for de danske videoudlejere, og snart også foreningen af danske spillefilmproducenter og senere også for filmudlejerne.

»Så jeg sad på det hele«, siger Schlüter.

Det var en gylden tid, hvor musik- og filmbranchen skovlede penge ind som aldrig før, og Johan Schlüter førte deres sager – hele vejen til EU-Domstolen, om det skulle være.

Her, helt tidligt i karrieren, mødte han et menneske, som senere skulle få kolossal betydning. Ifpi’s nye formand, Stefan Fryland, havde en lille datter ved navn Susanne, en rigtig vild drengepige, som bare var omkring 7 år, da Schlüter første gang mødte hende. Flere år senere, da Susanne Frylands forældre blev skilt, flyttede hun hjem til Schlüter og hans kone og fire børn i et halvt års tid, og endnu senere tog han hende ind i firmaet som sin højrehånd og satte hende i spidsen for sin mest lukrative forretning. Og endnu senere – sidste år – fik han hende politianmeldt for underslæb og gav hende skylden for at have ødelagt hans livsværk.

Men nu foregriber vi begivenhederne.

Imperiet skal jo lige bygges, før det kan rives ned.

En jagt på pirater

Johan Schlüter byggede altså sin forretning på ophavsret, det, man på engelsk kalder for copyright, fordi det handler om retten til at kopiere værker. Og i ét ganske særligt hjørne, det, der handler om kabel-tv, fandt Schlüter en guldåre.

Da kabel-tv-udbyderne viderefører et signal med en kopi af fjernsynets udsendelser, skal de ifølge loven betale penge til rettighedshaverne, vedtog Folketinget i 1985. Som repræsentant for filmproducenterne var Johan Schlüter med med til at stifte foreningen Copydan Kabel-TV, som samlede alle de folk, som skulle dele de par hundrede millioner, som beløbet lød på dengang: skuespillere, tv-stationer, producenter. Schlüter forhandlede sig frem til, at hans klienter, filmproducenterne, fik hele 26 procent af kagen, og siden kom der flere pengestrømme til, som også skulle administreres og fordeles til de rette producenter.

Det er her, fidusen kommer. For Schlüter skabte og administrerede de foreninger, som modtog og fordelte pengene til producenterne efter et sindrigt system med fordelingsnøgler og et mylder af foreningskonti, og han betragtede hele systemet som sit livsværk.

Alle de undskyldninger var det rene fis

For forvaltningsarbejdet og for at forhandle nye aftaler og lave lobbyarbejde tog hans firma 10 procent af de mange producentmillioner i betaling.

Og det var en lukrativ forretning, som kritiske tunger taler om blev skabt ved lidt af en lokumsaftale. Engang ledede Schlüter den ene af de to danske producentforeninger. Men i løbet af 1990’erne blev begge samlet under én direktør ved navn Klaus Hansen, og Schlüter blev til gengæld producenternes foretrukne advokat – og sikret det lukrative arbejde med rettighedspengene. I dag siger Klaus Hansen, som fortsat er direktør for Producentforeningen, at Schlüter med sin ekspertise på området var et naturligt valg – et valg, som dog ikke blev truffet af ham, men af bestyrelserne.

I løbet af 1990’erne steg rettighedsindtægterne, i takt med at tv-markedet voksede, og på sidelinjen stod en advokat ved navn Michael Havemann og stirrede undrende på de store beløb, som Schlüters firma skovlede ind på deres aftale. Havemann samlede en gruppe producenter omkring sig og forsøgte at få rettighedsarbejdet sat i udbud – et revisionsfirma måtte kunne gøre det til en tredjedel af prisen, mente han. Men Havemann og de systemkritiske producenter fik ikke opbakning i bestyrelserne, og Schlüter cementerede sin magt.

Ifølge Johan Schlüter lå hans prisniveau faktisk i underkanten af, hvad andre selskaber tog for lignende tjenester rundtomkring i Europa, så han har ikke meget tilovers for kritikken.

Men på en anden front voksede der en modstand frem mod Schlüter. Kampen om internetpirateri, som især rasede i 00’erne, da Schlüters firma ledede jagten på pirater med store dele af underholdningsindustriens velsignelse.

Som danskernes internet blev hurtigere, begyndte helt almindelige mennesker at piratkopiere i stor stil, og som modsvar til kopieringen blev Antipiratgruppen stiftet og havde i en periode sloganet ’Vi sagsøger dig langt ind i helvede’. Antipiratgruppen sendte breve ud til hundredvis af husstande og truede med søgsmål og kæmpebøder, hvis de ikke frivilligt indrømmede pirateri og hostede op med store erstatninger.

Advokat Per Overbeck, som forsvarede mange af de anklagede gennem 00’erne, karakteriserer Schlüter-folkenes fremgangsmåde som »ualmindelig uetisk, ja, noget griseri faktisk«, og siger: »De tjente jo millioner på at bilde folk ind, at de skyldte penge, selv om de ikke gjorde det. Det er simpelthen groft«.

Men når Johan Schlüter i dag hører Per Overbecks navn, griner han bare og siger, at det er en mand, som lavede en forretning ud af at forsvare pirater.

»Det er fuldstændig vildt, det, han siger. Vi fulgte spillereglerne fuldstændig«, siger Schlüter.

»Alle de undskyldninger var det rene fis. Altså, der var nogen, der havde siddet og piratkopieret, det var sgu meget enkelt«.

Intet syntes at kunne slå Schlüter ud i de år. Han sad i store bestyrelser, holdt store taler, og stiftede et advokatfirma, som ikke bar de andre partneres navn, men bare hed Johan Schlüter. Også derfor er der mange, der synes, at det er vildt, at han i dag er konkurs, skandaliseret og rodet ind i en kæmpemæssig svindelsag. Der er ikke rigtig nogen, som havde set den komme, heller ikke Schlüter selv. Han anede ikke, at det var begyndelsen på enden, da en franskmand i 2006 troppede op på advokatkontoret med en meget simpel opgave.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden