0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Studio Lipnitzki / Roger-Viollet/Studio Lipnitzki / Roger-Viollet
Foto: Studio Lipnitzki / Roger-Viollet/Studio Lipnitzki / Roger-Viollet

Kapitel 3: En katastrofe kommer forbi

En franskmand dukker op hos advokat Johan Schlüter med en simpel opgave. Det vokser til en katastrofe for ham selv og for hans succesrige firma. Imens Johan Schlüter er optaget af den franske sag, bygger hans partner en kæmpesucces, som viser sig at være et luftkastel.

Søjler af skinnende marmor strakte sig i receptionen, væggene var dækket af mørke træpaneler, og hele stedet stank af soliditet, styrke og styr på sagerne. Johan Schlüter Advokatfirma var rykket i fornemme omgivelser på Højbro Plads i København i 2006.

Et lille års tid forinden havde filminstruktøren Susanne Bier skudt en række scener til sin prisvindende film ’Efter brylluppet’ i netop de lokaler. Her slog milliardæren Jørgen altandøren op for en benovet Mads Mikkelsen og blottede udsigten direkte til Christiansborgs tykke mure og et strålende København.

»Her bor vi så«, sagde milliardæren nonchalant.

Nu var det Johan Schlüter, der kunne gøre den slags. Som filmbranchens foretrukne advokat havde han banket en stor forretning op og kunne nu installere sine omtrent 60 ansatte mellem de mørke paneler. Selv indtog han det største kontor og omgav sig med moderne kunst og nips fra Tintin. Og ikke nok med, at de smukke rum var ramme for et drama i filmens verden. De kom også til at agere scene for et drama i virkeligheden. Denne gang om bedrag med film- og tv-penge for millioner og atter millioner af kroner.

Men tilbage i 2006 var Johan Schlüter på toppen. Nok var han blot én af firmaets ejere, men ingen var i tvivl om, at han var stjernen. Copyrightkongen, manden med overblikket, den alfaderlige leder, som stod omgivet af loyale folk på byens fornemste adresse. Ud over at være advokatbutik forvaltede virksomheden en flod af rettighedsmidler for de danske og internationale filmproducenter, hundredvis af millioner kroner, som Johan Schlüter advokater fik 10 procent af.

Tilbage i 1992 havde Johan Schlüter i samarbejde med sin højrehånd og reservedatter, Susanne Fryland, skabt forretningen og fordelt den sådan, at den karismatiske, entreprenante, knap så advokaterfarne Susanne Fryland tog sig af al forvaltningen – det, de kaldte maskinrummet – og Johan Schlüter, den megakarismatiske, superentreprenante og toperfarne advokat tog sig af alle forhandlingerne, bestyrelsestjanserne og lobbyarbejdet – det, de kaldte kommandobroen.

Og det var altså her, på toppen af København, af karrieren og af kommandobroen, at Schlüter nu kastede sig ud i det, som ifølge ham selv og de fleste andre kom til at lægge grunden til den serie af problemer, som senere skulle ramme.

Det begyndte ret uskyldigt.

I foråret 2006 trådte en danskboende franskmand ved navn Maurice Khardine ind i lokalerne på Højbro Plads. Han havde brug for noget advokathjælp til at lave en overdragelsesaftale.

5 år forinden var en af Frankrigs helt store visesangere, Charles Trenet, død og havde efterladt alt til sin chauffør og privatsekretær, Georges El Assidi.

Den franske sag, den åd mig

Denne chauffør havde siden levet ret letsindigt og været nødt til at låne store beløb for at kunne betale sin arveafgift. Så for at få styr på sagerne skulle chaufførens arv – inklusive de værdifulde sangrettigheder, som han også havde arvet – nu overdrages til et dansk firma, som skulle administrere dem for ham. Det blev en opgave for Johan Schlüter.

Chaufføren skulle eje 70 procent af det nye firma og modtage 1,5 millioner euro over halvandet år, mens Maurice Khardines virksomhed skulle eje 30 procent. I kontrakten skulle der også stå, at chaufføren ikke måtte få »bestemmende indflydelse«, fortæller Schlüter i dag.

Sådan en overdragelsesaftale lavede han sammen med en ansat i firmaet, og sådan begyndte det, som folk i dag refererer som ’den franske sag’, og som af forskellige grunde blev begyndelsen på enden for det schlüterske imperium. Schlüter selv kalder alt, hvad der er sket i den sag, for et »sindssygt mareridt«.

Herve Merliac/AP/ASSOCIATED PRESS
Foto: Herve Merliac/AP/ASSOCIATED PRESS

Den franske sag

Rigtig meget af balladen bunder i, at chaufføren, som jo skulle eje 70 procent af firmaet, ikke fik lov at bestemme. For i firmaets vedtægter blev der indføjet, at Maurice Khardines aktier hver skulle tælle for ti stemmer, mens hver af chaufførens kun skulle tælle for én.

Den del havde Johan Schlüter imidlertid intet med at gøre, siger han i dag. Til at begynde med var han nemlig ikke en del af det danske firma. Han lavede bare kontrakterne, som blev underskrevet i juli 2006. Og da det franske svar på Koda i august fik besked om at udbetale sangerens rettighedspengene til det danske firma fremover, havde det stadig intet med Schlüter at gøre. Nej, siger Johan Schlüter, først efter at aftalerne var skrevet under og rettighederne flyttet, trådte han i oktober 2006 ind i firmaet som bestyrelsesformand, og i løbet af måneden flyttede firmaet adresse til Schlüters kontor på Højbro Plads. Hos Erhvervsstyrelsen kan man se, at firmaet fik adresse hos Schlüter 19. oktober, og at han blev formand fra 1. november 2006.

Allerede 5 måneder senere begyndte det at gå skævt. Chaufføren havde aldrig fået at vide, at han ikke bestemte i firmaet, meddelte hans advokat, så handlen burde gå om.

Herfra gik det bare ned ad bakke: I 2012 begyndte en fransk undersøgelsesdommer at se på, om chaufføren var blevet bedraget, og han kaldte Johan Schlüter til Paris. Da Schlüter ikke kunne komme, og da hans advokat glippede et møde, udstedte dommeren en arrestordre på Schlüter.

»Og fra det tidspunkt begyndte jeg at få en meget stor nedtur«, forklarer Johan Schüter i dag. I 3 år var han »så optaget af og så forpint af alt det her lort«, at han nærmest trak sig ud af sin forretning i Danmark, siger han.

Da historien om arrestordren kom ud i Ekstra Bladet i 2012, sendte Johan Schlüter et brev ud til sine medarbejdere, klienter og kolleger, hvor han skrev, at »sagen er det rene vanvid«, at det er et »klart tilfælde af embedsmisbrug«, og sluttede med ordene:

»Idet jeg skal prøve at dæmpe min vrede over de uhyrligheder, jeg udsættes for i et retsmiljø af kafkask tilsnit, skal jeg som advokat udtrykke min store bekymring over, at noget sådant kan foregå i Frankrig, som vi ellers betragter som et retssamfund«.

Også i dag virker Schlüter temmelig bevæget, når han fortæller historien. Han bruger hele sit kæmpeklaver af mimik og stemmekontrol: fra tordnende vrede over de »dummeste svin« til en resignation over et absurd univers, hvor ingen lyttede til ham.

»Den franske sag«, sukker han, »den åd mig«.

Og det blev da også værre endnu, for sagen blev sendt videre til kriminalretten i Paris, og i maj 2014 idømte den Johan Schlüter 18 måneders fængsel for bedrageri og til at betale en erstatning på godt 30 millioner kroner til den franske chauffør. Schlüter blev også dømt for to andre forhold, og nedturen var total.

Så han skrev breve. Til justitsministeriet og til Advokatsamfundet. Skrev, at han var blevet udsat for et vanvittigt justitsmord, skrev, at de burde handle nu.

»Men fik jeg støtte«, spørger han i dag ud i luften.

»Nej!«.

Reservedatterens succes

Dengang var der i Schlüters store mørke kun få lyspunkter. Han kunne stadig tage sig sammen til sit bestyrelsesarbejde, og han arbejdede med iværksætteri, investerede og lod andre om at blomstre. Selv var han ret så vissen og brugte langt flere timer på at kigge ud i luften derhjemme, end han brugte på kontoret. Faktisk var han så godt som fraværende på sit egentlige arbejde, siger han i dag.

Men mens han sank ned i depression og mismod, skete der en fantastisk opblomstring lige ved siden af ham. Det var et af lyspunkterne i »alt det lort«:

Reservedatteren og partneren, Susanne Fryland, blev en bragende succes.

For samtidig med al balladen i Frankrig havde de valgt at flytte hendes del af forretningen – maskinrummet – til Slagelse, nær hendes hjem. Og her var hun for alvor trådt i karakter som forretningskvinde. Efter i knap 20 år at have passet sit lukrative hjørne af advokatfirmaet og stået for alt, der havde at gøre med rettighedsforvaltning, var hun nu blevet leder af et selvstændigt firma, ejet af partnerne fra advokatfirmaet: Johan Schlüter, Lars Halgreen og hende selv. Det hed Registrering Danmark og var sat i verden for at registrere tv-rettigheder og ellers blot lave det samme som før: fordele producenternes penge til de rigtige personer.

Men i Slagelse voksede forretningen, og Susanne Fryland blev hurtigt kåret til årets iværksætter i byen. Samtidig tjente hun gode penge, som flød til advokatfirmaet og ejerne, og alt var så strålende, at den direktør, som Schlüter havde ansat til at drive Johan Schlüter Advokatfirma, i en mail begejstret udbrød: »Susse, du er vores rainmaker«, husker Schlüter. Hans egne evner som rainmaker var til gengæld ovre.

Nedsunket i nedtur arbejdede han videre med den franske sag, appellerede dommen, drog til Paris og fik arrestordren ophævet. Samtidig voksede hans problemer i Danmark.

I efteråret 2015 blev den franske dom omstødt. Schlüter skulle ikke i fængsel, og han skulle ikke betale en erstatning på 30 millioner kroner. Så han gik til pressen og fortalte, at han var blevet frikendt. Men som Berlingske kunne skrive efter at have læste dommene, blev han altså idømt bøder på over 0,5 millioner kroner for bl.a. at have bedraget det franske svar på Koda og et musikforlag. Dommene er for forhold, som, siger Schlüter i dag, foregik, før han blev en del af firmaet, og som han derfor ingen skyld har i.

Advokatfirmaet Lett, som har repræsenteret den franske arving, forklarer derimod, at fejlen er, at arvingen aldrig blev informeret om, at han ikke kunne bestemme i den danske virksomhed, og at virksomheden heller ikke overholdt aftalerne om betaling til ham og dermed kastede ham ud i stor fattigdom. De fortæller også, at overdragelsesaftalen vedrørende bl.a. musikrettighederne, som Johan Schlüter Advokatfirma lavede, er blevet erklæret ugyldig af en civil fransk domstol sidste år, og at en appelsag netop er blevet afvist. Den franske domstol har altså besluttet, at arvingen er den retmæssige ejer af musikrettighederne, og selskabet skal betale et større erstatningsbeløb til arvingen. Derfor vil advokaterne fra Lett sikre at inddrive kravet. Schlüter var formand i selskabet fra 1. november 2006 indtil sidste sommer.

Hvad angår straffesagen, er den nu på vej til den franske højesteret for at blive endeligt afgjort. Hvis Schlüter altså overhovedet har råd til at føre sagen. Han er erklæret personligt konkurs, og døren til de dyre lokaler på Højbro Plads er smækket i. En institution i dansk advokatvæsen er fortid. I hans egen fortælling er han dog selv uden skyld.

Det skyldes, at firmaet i Slagelse slet, slet ikke var den succes, som alle troede. Den var et luftkastel, et erhvervsmæssigt amokløb finansieret af film- og tv-producenternes penge. Et utroligt eventyr af skønhed og bedrag.

For at få begreb om det må vi tage en tur til Slagelse.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden

    Henter…

    Joe Biden er favorit til at vinde det amerikanske valg til november, og foran ham venter en lang og beskidt valgkamp. Inden for den næste måned skal han vælge sin vicepræsidentkandidat. Og den beslutning er endnu vigtigere for Biden, end den har været for andre kandidater.

  • Claus Nørregaard/POLITIKEN

    Mafiaen og andre kriminelle tjener masser af penge på matchfixing. Men i Danmark bliver man sjældent straffet når man arrangerer resultatet af en fodboldkamp, også selvom politiet har undersøgt en stribe sager. Men hvorfor sker der ikke noget, når man snyder?

Forsiden