For et par år siden sad jeg i en biografsal fuld af børn i et stadie af opgejlet vanvid, jeg sjældent har set mage til. Børnene hylede og skreg, klappede og trampede og væltede rundt på sæderne som små mellemblonde Roberto Benigni’er. Foran biograflærredet stod en person, en voksen, som egentlig burde mane til ro og orden. Men i stedet var det ham, der gejlede børnemasserne op.
Det var Jacob Riising, og mens skrigeriet på hans taktfaste opfordring nåede nye højder, kunne man se hans fødder lette fra gulvet, båret af energien fra et par hundrede børn, der lod deres ballade-gen få frit løb. Selvantændelig galskab Det er den samme energi, Riising tænder op for i sit nye talkshow på DR Ultra, der havde premiere sidste uge. ’Riisings flotte talkshow’ hedder det, en titel, der slår tonen an. For Jacob Riising entrerer i rollen som den selvfede talkshowvært på toppen af verden. Den verden, der er hans tv-studie, hvor børnepublikummet råber hans navn, der samtidig står skrevet med store, blinkende bogstaver som baggrund. En parodisk pastiche på voksenverdenens talkshows, hvor værten er mere interessant end gæsterne, og hvor man hopper fra emne til emne bundet sammen af jingles og klapsalver fra publikum.




























