Okay, vi har den her lille amerikanske soveby, hvor de kønneste af de lokale teenagere render rundt og føler sig forkert placeret i tilværelsen, mens de hænger ud på græsplænen foran deres high school og overvejer, om sex måske kunne være løsningen på deres ulidelige rastløshed. Så sker der det, at nogle fremmede og anderledes typer kommer til byen, og samtidig finder et par blodige og uforklarlige blodige hændelser sted.
Langsomt begynder det at dæmre for de vakse unge mennesker: Der er noget, der ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Noget, der ikke er af denne verden. Noget, der er gemt og gammelt og hemmeligt. Noget, der drikker blod eller får lange ulvetænder ved fuldmåne. Og det ’noget’ er måske dem selv - eller dem, de elsker højest.


























