Mens mange amerikanere kæmpede for at komme til hægterne dagen efter nytårsaften, gik et meget imødeset forsøg i luften i amerikansk fjernsyn. Ved middagstid bød den legendariske talkshowværtinde Oprah Winfrey for første gang velkommen til sin nye kanal, OWN (Oprah Winfrey Network). LÆS OGSÅOprah Winfrey får egen tv-kanal »Godt nytår og velkommen til OWN«, sagde Oprah Winfrey. »Som I kan forestille jer, er det en meget spændende dag for mig, hvor jeg begynder det næste kapitel af mit liv med jer«, forklarede hun. Og det er bestemt ikke kun Oprah Winfrey, der er spændt. Det er hele den amerikanske og internationale medieverden. Første gang Med OWN er det første gang nogensinde, at en kanal på den måde bygges op om en levende persons vision og brand. Indtil nu har stort set alle kabelkanaler haft et tema – film, sport, nyheder, historie eller noget helt femte. OWN er anderledes. Den vil helt og holdent være viet til en tv-stjerne, og hele branchen vil med stor sikkerhed være klistret til skærmen og seertallene i den kommende tid for at se, om eksperimentet virker. »OWN er den første kanal, måske med undtagelse af Disney Channel, der er bygget op omkring en persons verdensbillede«, sagde Tom Freston, der er tidligere direktør for Viacom og nu rådgiver for OWN, til New York Times sidste måned. Nære og personlige temaer OWN afløser den mislykkede Discovery Health-kanal i kabelpakkerne og kan dermed lige fra starten ses i omkring 85 millioner amerikanske hjem.
Ligesom for Oprah Winfreys øvrige produkter – tv-program, website og magasin – er målgruppen primært kvinder, men som OWN-direktør, Christina Norman, sagde i et interview til avisen USA Today forleden, er håbet, at »mænd ikke løber skrigende væk«.




























