Tager man sådan en helt almindelig normaldansker og sætter ham til at se nogle af Danmarks populære kanaler på videodelingstjenesten YouTube, vil han nok ikke fatte et klap af, hvad der sker. Tag kanalen BrianFromDanmark. Den har specialiseret sig i at udsende lange videoer. Billedsiden består af handlingen fra et computerspil og lydsiden af 32-årige Brian Sørensen, der fra privaten i Skive fyrer jokes af og løbende kommenterer handlingen i spillene. »Hej, og velkommen til. I dag spiller vi Minecraft igen - eller det gør vi hver dag efterhånden«, lyder indledningen til en video, der er set 25.000 gange. Og det er blot en af Brians 336 videoer, som tilsammen er afspillet over 4,6 millioner gange, ligesom hans kanal har over 30.000 abonnenter. Det er flere end Kristeligt Dagblad. »Helt tilfældigt kigger jeg op ad den her bakke, og så ligger der den her trækasse«, siger Brian, mens hans figur forcerer bakken og går ind i kassen, hvor fire lyserøde kuber står på gulvet med forklarende skilte. »Anakonda extra med ketchup«, læser han op. »Olivers slatne salatbuket-dildo«. Digitale nicher Eller der er kanalen 'Spørg Casper', hvor en ung, temmelig fraværende odenseaner tager imod alle slags spørgsmål fra folk og åbner pakker for rullende kamera. I en populær video med knap 50.000 afspilninger går han i rette med alle de mennesker, der har skrevet, at han er grim. »Jeg er ikke grim, jeg er ikke. Det er jer, der er grimme, jer, der skriver det . Ikke jer, der er flinke, I er ikke grimme«, siger han, mens han peger ind i kameraet »Ellers går det fint nok«. Rykker man et par skridt op ad popularitetsstigen, dukker lettere forståelige danske kanaler op. Engelsksprogede og mere guidende. Som 'Slikhaar TV', hvor to jyske tvillingebrødre er ved at opbygge en international forretning omkring hårprodukter - drevet frem af videoer, hvor de viser, hvordan man laver seje frisurer. LÆS OGSÅYoutube-fænomen skriver en sang om dagen: Mange store hits er startet som en joke Eller som den 21-årige Tanja Jensen, der til daglig er elev i Netto i Horsens, men i sit onlineliv på kanalen '3TanjaJ3' har succes med at vise, hvordan man pynter sine negle. Hendes kanal har knap 20 millioner visninger. Trods forskellene på kanalerne har folkene bag dem det tilfælles, at de er første generation af danskere, der har taget videotjenestens muligheder til sig. De tjener penge på annoncører præcis som professionelle medier, og de er en del af en international bølge, der er ved at ændre vores medieforbrug. Fremtidens fjernsyn Eksemplerne er blot et udsnit af de mest populære danske kanaler på YouTube, men sammenligner man med udlandet, er de danske kanaler stadig kun små fisk i det digitale hav. Tager man til f.eks. England, er der folk, der udelukkende lever af at lave videoer til YouTube og ikke et øjeblik kunne drømme om at krydse over til gammeldags medieformer som broadcast tv.
I seneste nummer af elektronikmagasinet Wired poserer fire af de største britiske youtubere på forsiden: en musikjournalist, en komiker, en vlogger og en makeupspecialist. De fires kanaler har fra 50 millioner til 300 millioner afspilninger, og de er alle professionelle i den nye videoøkonomi. Som Jamel Edwards, der i 2008 åbnede musikkanalen SB.TV og på 10 måneder sidste år indkasserede over to millioner kr. fra annonceringer. Ifølge Google, som ejer YouTube, er der over 1.000 mennesker i verden, der tjener over en halv million kroner om året på deres kanaler. Og mere en million indkasserer mindre beløb. Efter at Google i 2006 købte YouTube for 9,2 milliarder kroner, har de arbejdet på at tjene penge på systemet, som med Googles videodirektør Lucas Watsons ord »ændrede forbrugeradfærden, men hverken havde annoncering, forretningsmodel, indtjening eller abonnenter« dengang. LÆS OGSÅNu kan du tjene penge på dine YouTube-videoer Nu skal der laves forretning, og Googles fidus er at give populære kanaler mulighed for at have reklamer på videoerne - og så dele overskuddet mellem kanal og Google. Det kalder de et partnerskab, og det skulle gerne hjælpe til med at højne videoernes kvalitet og få folk til at bruge endnu mere tid på YouTube. Indtil forrige uge var det ikke muligt for danskere at lave partnerskaber med YouTube, men nu er sluserne lukket op. Det gælder bare om at finde ud af, hvordan man får snablen i pengekassen. Folk elsker det Brian Sørensen har været utålmodig og allerede indgået et partnerskab med YouTube gennem et udenlandsk bureau, som desværre tager det meste af overskuddet. »Jeg har bundet mig for fem år. Jeg vidste jo ikke, hvornår det ville komme til Danmark. Uden det ville jeg næsten kunne leve af det«, siger Brian Sørensen. En udregning fra hjemmesiden Socialblade siger, at en kanal som Brians vil kunne indbringe op mod 124.000 kr. om året. Den 32-årige jyde ville i hvert fald ønske, at han kunne gøre det til sit levebrød. LÆS OGSÅGangnam Style runder en milliard visninger på Youtube »Men det er nok urealistisk. Jeg ved, at det, jeg laver, kan virke fuldstændig åndssvagt, men jeg spiller meget computer, og jeg kan lide at fortælle jokes, og folk elsker altså det lort«, siger han, der gerne hjælper andre talenter frem ved at reklamere for dem. Når man spørger YouTube-chefen Lucas Watson, er det nu ikke ligefrem kanaler som Brians, han forudser, kan blive et fuldtidsjob. Det er ikke så meget det, at det er smalt, for med 900 millioner månedlige brugere er der masser af seere til selv de smalleste nicher. Problemet er, at det er dansksproget. »Selvfølgelig afhænger det af folks forventninger til karriere. I Danmark er der fem millioner mennesker, og 2,2 millioner af dem besøger YouTube denne måned. Hvis du laver et show, der har bred appel og stor succes kun i Danmark, og mange af de 2,2 millioner mennesker bliver ved at følge med, kan det skabe samme økonomi, som hvis man har et show på tv«, siger han. »Men igen, jeg tror, at rent dansk indhold er begrænset på grund af befolkningens størrelse, og du kan i stedet vende spørgsmålet om og spørge: Hvorfor ikke udnytte de øvrige 895 millioner mennesker, der kommer til YouTube denne måned? Mange af de temaer, der er interessante i Danmark, er spændende i hele verden«. Succes med hår Netop det er, hvad de 24-årige tvillinger Rasmus og Emil Albrechtsen fra Aarhus har formået: at ramme et tema, der interesserer mennesker i hele verden: Hvordan man får sin frisure til at ligne George Clooneys. Eller Cristiano Ronaldos. Eller i det hele taget hvordan man sætter sit hår sejt. Det begyndte med, at de ville sælge hårvoks, men stod uden midler til at annoncere. Så begyndte de at lave videoer, hvor de brugte produkter, som de samtidig solgte. Hurtigt opdagede de, at folk fra hele verden kiggede med, og derfor er alle deres videoer nu på engelsk. LÆS OGSÅHer er årets top-10: Danskerne googlede om vovehalse og afdøde stjerner Kanalen kalder de 'Slikhaar TV', og den har langt flere seere fra USA og England end fra Danmark. 2,2 millioner visninger bare de seneste 30 dage. »Vi er meget taknemmelige for, at der er noget, der hedder YouTube«, siger Emil Albrechtsen. »Vi bruger det til at udleve vores drøm om at udvide vores firma til hele verden og starte nogle flere Slikhaar Studios op«. Deres hårvoksshop er vokset ud af studieværelset og knopskudt til en frisørsalon og videostudie på Strøget i Aarhus. Med YouTube er brødrenes virksomhed blevet deres levebrød, og de taler om, at de er ved at bygge et imperium med endnu en salon i København og deres eget mærke af voks, shampoo og balsam. Det er salget af hårprodukter, som skaffer flest penge hjem til firmaet, men YouTube er motoren for det hele, og reklamerne på kanalen er en væsentlig indtægtskilde. Brødrene har et partnerskab med YouTube gennem et amerikansk mediebureau, der både skaffer annoncekroner og sponsoraftaler. Det kan være alt fra at bruge bestemte produkter til at lave en frisure fra en aktuel film. Efter at YouTube er kommet til Danmark, overvejer de dog at blive løst fra deres amerikanske partner, så de kan dele overskuddet 50/50 med YouTube. »Der er mange kanaler, der prøver at efterligne os, men det er fint, for det giver os bare mere opmærksomhed«, siger Emil Albrechtsen. »Vi er jo en af de eneste kanaler, der gør det på fuld tid«.




























