Fotografen Brandon Stanton har siden 2010 haft et kamera i hånden og knipset billeder af almindelige mennesker i byen New York i USA. Billederne har han bl.a. vist på bloggen 'Humans of New York', der er så populær, at siden på Facebook har intet mindre end 18,2 millioner følgere.
Oprindeligt ville Brandon Stanton samlet set fotografere 10.000 newyorkere, men da han undervejs begyndte at interviewe de mennesker, han mødte, udvikledes projektet til at blive en lang skæbnefortælling om de forskellige newyorkeres liv. Om deres følelser. Om deres op- og nedture.




























