DR lider nederlag i injuriesag ved menneskeretsdomstolen

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg er på linje med de danske domstole i DR-sagen.
Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg er på linje med de danske domstole i DR-sagen.
Lyt til artiklen

Danske domstole gik ikke på kompromis med ytringsfriheden, da to DR-journalister blev dømt for beskyldninger mod Rigshospitalet og en overlæge.

Sådan lyder afgørelsen fra Menneskerettighedsdomstolen i en injuriesag, der drejer sig om programmet 'Når lægen ved bedst'.

Udsendelsen, der blev bragt 24. september 2008, såede tvivl om Rigshospitalets behandling af patienter med lungehindekræft.

DR anker dom i injuriesag

Men hospitalet og overlæge Jens Benn Sørensen fik medhold i, at beskyldningerne var ubeføjede.

Den dom i injuriesagen fra Københavns Byret blev stadfæstet i Østre Landsret i 2011.

Her blev en redaktionschef og en journalist hver idømt 10 dagbøder à 1000 kroner.

Det blev i programmet antydet, at patienterne ikke fik den bedste behandling.

Ekspert efter DR-sag: Det er en mild dom

Ifølge udsendelsen betød hensynet til overlægens prestige og økonomi, at der skete unødvendige dødsfald og afkortning af nogle patienters liv.

Men den påstand var der ikke grundlag for, fastslog landsretten.

Journalisterne mente ikke, at der var tale om beskyldninger, men at udsendelsen videregav patienters kritik.

På den baggrund tog de sagen til Strasbourg med påstanden om, at domstolene nægtede deres ytringsfrihed ved at dømme dem for injurier.

Journalisterne har nu tre måneder til at anke dommen og forsøge at få den taget op Storkammeret, der er domstolens højeste instans.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her