Retten har talt: Morten Spiegelhauer krænkede husfreden under optagelse af 'Operation X'

Morten Spiegelhauer  blev dømt, men slipper for straf på grund af forældelse.    Tobias Selnæs Markussen (arkiv)/POLFOTO
Morten Spiegelhauer blev dømt, men slipper for straf på grund af forældelse. Tobias Selnæs Markussen (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Tv-værten Morten Spiegelhauer og et tv-hold er dømt skyldige i at have krænket husfreden i forbindelse med optagelsen af programmet 'Operation X - de falske direktører' i 2014.

Det har Retten i Lyngby afgjort i dag.

Spiegelhauer, to fotografer, en lydmand og en redaktionschef slipper dog for straf, da der er gået så lang tid siden overtrædelsen.

De var også tiltalt for ulovligt at filme på stedet, men det blev de frifundet for, da sagen er forældet.

Sagen går tilbage til oktober 2014. Morten Spiegelhauer og kameraholdet gik ind i en lukket restaurant for at stille en virksomhedsejer flere kritiske spørgsmål.

Vært fra 'Operation X' tiltalt for at krænke husfred

Ifølge anklagen krænkede de husfreden, da de gik ind uden at få lov og ikke ville forlade stedet igen.

Programmerne blev vist i december 2014. TV 2 skrev dengang, at Morten Spiegelhauer i programmerne optrevler en række selskaber i jagten på de bagmænd, som gemmer sig bag stråmandsdirektører og falske adresser.

Tv-folkene ville ikke gå

Ifølge anklagen råbte de én gang 'hallo', inden de gik ind ad en ulåst dør på bagsiden af restaurant El Paso i Birkerød, som endnu ikke var i drift.

Her konfronterede de virksomhedsejeren Joakim Grundtvig og begyndte at interviewe ham. Efterfølgende forlod de ikke stedet, selv om manden straks afviste at deltage i interviewet, lød anklagen.

Kasper Zeth Vilsmark, redaktionschef på Monday Media, blev ligeledes tiltalt for at have medvirket til overtrædelsen, da han godkendte, at de fire gik ind på adressen.

Monday Media stod på det tidspunkt for at producere 'Operation X'. Redaktionschefen har afvist, at der er gjort noget ulovligt i forbindelse med optagelserne.

Joakim Grundtvig, som blev konfronteret, har tidligere udtalt til Ritzau, at tv-folkene ikke ville gå:

»Og så ender jeg stort set med nænsomt at måtte skubbe denne her horde af kamerafolk ud af døren. Det synes jeg egentlig ikke, er anstændigt at gøre, bare fordi man vil have et tv-billede til et underholdningsprogram.

Pressenævnet har tidligere fundet, at der ikke var grund til at kritisere programmet. Nævnet kunne dog ikke tage stilling til, hvorvidt programmet uberettiget skaffede sig adgang til et fremmed hus.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her