Ægtepar køber et af USA's mest ikoniske magasiner for over en milliard

Den danske kok René Redzepi er en af dem, der er havnet på forsiden af Time Magazine. Niels Hougaard/POLFOTO
Den danske kok René Redzepi er en af dem, der er havnet på forsiden af Time Magazine. Niels Hougaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

En af USA's ældste og mest kendte nyhedspublikationer - Time Magazine - er blevet solgt til iværksætteren Marc Benioff og hans hustru, Lynne, for 190 millioner dollar.

Det rapporterer erhvervsavisen Wall Street Journal natten til mandag dansk tid.

»Vi er beærede over at tage ansvaret for en af verdens mest vigtige medieselskaber og en af de mest ikoniske«, udtaler ægteparret.

Magasinet er flagskibet i mediekoncernen Time Inc., der for næsten otte måneder siden blev overtaget af Meredith Corp for 1,8 milliarder dollar.

I marts satte den nye ejer fire publikationer til salg. Deriblandt Time Magazine.

En medieanalytiker vurderede over for Bloomberg News, at frasalget bundede i, at 'Meredith har aldrig brudt sig om ugemagasin-forretningen, fordi det redaktionelle indhold meget hurtigt bliver gammelt'.

De tre øvrige, der endnu ikke er fundet en køber til, er Fortune, Money og Sports Illustrated.

Men Meredith oplyser søndag, at det forventer at lukke de tre handler i den nærmeste fremtid, skriver Bloomberg News.

Andre milliardærer har også købt medier

Marc Benioff har skabt sig en milliardformue som en af fire personer, der i 1999 stiftede Salesforce.com. It-firmaet beskrives af nyhedsbureauet AP som en 'pioner inden for cloudcomputing'.

Benioff ejer fem procent af aktierne og pengemagasinet Forbes anslår hans formue til 6,7 milliarder dollar.

Med købet af Time Magazine går han i fodsporene på Amazon-stifteren Jeff Bezos og andre it-milliardærer, som overtager printpublikationer, der har det svært i den digitaliserede verden.

Jeff Bezos trådte ind i sin nye rolle som 'mediebaron', da han i 2013 købte den hæderkronede og 140 år gamle avis Washington Post for cirka 250 millioner dollar.

Det første nummer af Time Magazine blev trykt i marts 1923 og solgte 9000 styk ifølge Brittanica.com.

Ugemagasinet har en international læserskare og kan købes i adskillige lande

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her