170 millioner dollars, hvilket svarer til godt 1 milliard danske kroner, skal YouTube betale i bøde for at have indsamlet børns data uden at få forældrenes samtykke.

YouTube får kæmpebøde for at have indsamlet børns data

YouTube skal betale en bøde på 170 millioner dollars for at have indsamlet data fra børn. Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix
YouTube skal betale en bøde på 170 millioner dollars for at have indsamlet data fra børn. Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ifølge amerikansk styrelse har YouTube brudt lov om samtykke fra forældre ved indsamling af børns data.

Googles videodelingstjeneste YouTube skal betale 170 millioner dollar i en sag om indsamling af børns data uden forældrenes samtykke.

Den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse, Federal Trade Commission (FTC), udskriver en bøde på 136 millioner dollar til YouTube.

Desuden vil Google, som ejer YouTube, betale yderligere 34 millioner dollar til delstaten New York på grund af lignende anklager, som er rejst af delstatens anklager.

Bøden er den største, som FTC har giver Google - men den er dog noget mindre end den bøde på fem milliarder dollar, som styrelsen uddelte til Facebook tidligere på året.

Ifølge FTC har YouTube brudt en lov, som siger, at der skal være samtykke fra forældre, før virksomheder kan indsamle personlige oplysninger om børn.

YouTube har udtalt, at dens tjeneste er rettet mod personer, der er mindst 13 år, men yngre børn ser ofte også video på sitet. Desuden er mange populære Youtube-kanaler med tegnefilm eller sange, som er rettet mod børn.

Ritzau/AP

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her