Medieordførere vil have minister til at afklare, hvem der besluttede, at Radio24syv ikke skulle fortsætte.

Kulturminister afviser politisk indblanding i Radio24syv-lukning

Kulturminister Joy Mogensen (S) oplyser, at hverken hun, hendes særlige rådgiver eller embedsmænd har påvirket Radio- og TV-nævnets afgørelse om at give DAB-kanal til Radio Loud frem for Radio 24syv.  Foto: Stine Bidstrup
Kulturminister Joy Mogensen (S) oplyser, at hverken hun, hendes særlige rådgiver eller embedsmænd har påvirket Radio- og TV-nævnets afgørelse om at give DAB-kanal til Radio Loud frem for Radio 24syv. Foto: Stine Bidstrup
Lyt til artiklen

På et samråd afviser kulturminister Joy Mogensen (S), at der har været politisk indblanding, da fremtiden for Radio24syv blev afgjort.

»Jeg vil klart afvise, at jeg, min særlige rådgiver, embedsmænd i Kulturministeriet eller regeringen har forsøgt at påvirke Radio- og TV-nævnets afgørelse af DAB-udbuddet«, siger ministeren.

Joy Mogensen er kaldt i samråd, fordi en lang række medieordførere vil have afklaret, hvem der tog beslutningen om, at Radio24syv ikke skulle vinde udbud af ny DAB-kanal og derfor måtte lukke.

Det er blandt andre Venstres medieordfører, Britt Bager. Hun er også repræsentant for samrådets spørgere. Hun indleder med at redegøre for sin undren:

»Der er flere forhold i sagen, som vi har undret os over. Pressen har afdækket, at Radio- og TV-nævnet mest af alt har ageret gummistempel og én til én har godkendt det arbejde, som embedsmændene i Kulturministeriet har lavet«, siger hun.

Det er Berlingske, som har afdækket, at beslutningen, om hvem der skulle vinde udbuddet af den nye DAB-kanal, formelt blev truffet af det uafhængige Radio- og TV-nævn. Men at det skete efter indstilling fra nævnets sekretariat.

Det består af embedsfolk fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Det var Radio Loud, der vandt udbuddet, selv om mange havde opfattelsen af, at udbuddet var skræddersyet til Radio24syv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her