Kompensationsordning for medievirksomheders tabte annonceindtægter forlænges frem til og med 8. juli.

Medierne bløder fortsat annoncekroner. Nu forlænges hjælpepakkerne

Coronavirussen har været hård ved de danske medier på grund af tabte annonceindtægter.  Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Coronavirussen har været hård ved de danske medier på grund af tabte annonceindtægter. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hjælpepakkerne til medievirksomheder og kunstnere samt til højskoler, aftenskoler og folkeuniversiteter i forbindelse med coronakrisen forlænges med en måned. Dermed gælder de nu perioden 6. marts til og med 8. juli.

De stod til at udløbe 8. juni.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Forlængelsen gælder blandt andet kompensationsordningen for medievirksomheders tabte annonceindtægter.

Samtidig omfattes daghøjskolerne af hjælpeordningen til folkeoplysning og folkehøjskoler. Det oplyser ministeriet.

»Selv om vi er startet med en gradvis genåbning af vores samfund, er der stadig brug for at holde hånden under vores kulturliv, medier og folkeoplysningen, siger kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse.

»Regeringen og Folketinget har derfor besluttet at forlænge tre hjælpepakker til kulturområdet.

»Både medievirksomheder, kunstnere og folkeoplysningen og folkehøjskoler står i en meget svær økonomisk situation, som for mange vil strække sig ind i juli.

»Derfor sikrer vi nu, at de kan få en ekstra håndsrækning også i den næste svære tid, siger ministeren.

Coronakrisen har bragt danske medier i knæ. Nu får de stor hjælpepakke

Det var i april, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik tre aftaler om midlertidige hjælpeordninger til kulturlivet. Det er grundet nedlukningen af samfundet hårdt ramt på pengepungen.

Forlængelsen af ordningerne forventes at beløbe sig til 122 millioner kroner. Samlet set forventes de tre hjælpepakker at tilføre 545 millioner kroner til modtagerne.

Den kommende tid kan byde på mere godt nyt for kulturlivet. Statsminister Mette Frederiksen (S) har i et brev til de øvrige partiledere skrevet, at der er grundlag for at udvide fase 2 af genåbningen.

En række partier har presset på for, at blandt andet zoologiske haver og museer, som først er sat til at åbne i fase 3, der indledes 8. juni, snart kan åbne.

Danske Medier: Hjælpepakke holder hånden under en branche i knæ

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her