En journalist, en producer og en fotograf fra tv-stationen CNN blev tilbageholdt af politiet i en halv time.

Tv-hold fra CNN lagt i håndjern under direkte udsendelse

Protesterne har været omfattende og voldsomme de seneste dage i Minneapolis efter fire betjentes hårdhændede anholdelse af en afroamerikansk mand, der endte med at koste ham livet.  Foto: Stephen Maturen/Ritzau Scanpix
Protesterne har været omfattende og voldsomme de seneste dage i Minneapolis efter fire betjentes hårdhændede anholdelse af en afroamerikansk mand, der endte med at koste ham livet. Foto: Stephen Maturen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politi i Minneapolis har anholdt journalisten Omar Jimenez fra CNN, mens han var ved at rapportere i direkte tv om protesterne i Minneapolis.

En producer og en fotograf fra tv-stationen blev også tilbageholdt af politiet, rapporterer CNN.

Politiet begrundede ikke anholdelserne af tv-holdet, som blev ført væk i håndjern.

Den sorte journalist Omar Jiminez havde netop rapporteret om anholdelsen af en demonstrant, da fem eller seks hvide betjente omringede ham.

»Vi kan godt flytte os væk til et andet sted, hvis I vil have det«, sagde journalisten til politifolkene, som bar gasmasker og ansigtsskjolde.

Journalisten gjorde det derefter klart, at de var pressefolk.

»Vi flytter os«, sagde Omar Jiminez, som dækkede uroligheder i Minneapolis, som har stået på i tre døgn i træk.

Alligevel blev tv-holdet tilbageholdt i en halv times tid, før de blev løsladt med en undskyldning fra guvernøren som et plaster på såret.

Minneapolis har de seneste dage været præget af uroligheder. En politistation i byen stod sent torsdag lokal tid i brand, og guvernøren for delstaten Minnesota, Tim Walz, udkommanderede 500 soldater fra Nationalgarden for at få kontrol over situationen i byen.

De voldelige protester begyndte tirsdag som reaktion på, at den sorte ubevæbnede George Floyd døde, efter at en hvid politibetjent havde presset sit knæ mod mandens hals i flere minutter i forbindelse med en anholdelse.

Manden sagde gentagne gange, at han ikke kunne få luft.

Betjenten og tre andre involverede betjente blev tirsdag fyret. De fire afskedigede betjente var ifølge NBC News alle tilknyttet den politistation, som demonstranter torsdag har sat ild til.

Twitter påsatte tidligere fredag en anmærkning på præsident Donald Trumps tweets om Minneapolis, fordi det ’glorificerer vold’ og dermed forbryder sig mod tjenestens regler. I tweetet truer præsident Trump med at sætte hæren ind i Minneapolis, hvor der de seneste dage har været demonstrationer.

Twitters beslutning er den seneste i en konflikt mellem mediet og Det Hvide Hus.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her