På trods af heftig kritik af Radio Loud fra flere af Folketingets medieordførere for ikke at leve op til sendetilladelsen, har Radio- og tv-nævnet ikke tænkt sig at indlede et tilsyn af radiokanalen.

Radio Loud får arbejdsro – i hvert fald et års tid

Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Lige siden Radio Loud i efteråret vandt udbuddet om dab-sendetilladelsen og i april i år gik i luften, har radiokanalen været genstand for politisk diskussion og kritik.

Kritikken fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har lydt på, at Radio Loud ikke lever op til de krav, som kanalen forpligtede sig til i sin ansøgning om sendetilladelse. Blandt andet antallet af korrespondenter tilknyttet radioen, at radiosignalet kun dækker 81 procent af landet, og at sendefladen ikke varierer nok fra dag til dag.

Også medieordfører Jens Rohde (R) har langet ud efter kanalen på baggrund af dens lave lyttertal og ad flere omgange krævet svar fra kulturminister Joy Mogensen (S) om de områder af sendetilladelsen, som Jens Rohde og andre medieordførere stiller sig kritiske over for, om Radio Loud overholder.

Men på trods af den heftige kritik har Radio- og tv-nævnet, der i efteråret tildelte Radio Loud sendetilladelsen foran Radio24syv og DK4 og er dem, der skal føre tilsyn med, om Radio Loud overholder betingelserne i sendetilladelsen, foreløbig ikke tænkt sig at indlede et tilsyn.

Det skriver MediaWatch på baggrund af et svar til Folketingets Kulturudvalg, som kulturminister Joy Mogensen har indhentet fra Radio- og tv-nævnet.

»Radio- og tv-nævnet bemærker, at Radio Loud har påbegyndt sin sendeaktivitet for relativt kort tid siden. Påbegyndelsen er samtidig sket under helt usædvanlige vilkår, idet hele landet har været delvist lukket ned som følge af covid-19. Radio- og tv-nævnet kan oplyse, at der ikke for nuværende er indledt et tilsyn med Radio Loud«, lyder det i kommentaren fra Radio- og tv-nævnet.

Arbejdsro i godt et år

Dermed får Radio Loud tilsyneladende arbejdsro i godt et år, da radiostationen ifølge sendetilladelsen ikke behøver redegøre for sin programvirksomhed før 1. maj 2021. Radio- og tv-nævnet har dog hjemmel til at indlede et tilsyn inden da.

Svaret fra Joy Mogensen kommer på baggrund af et spørgsmål fra Jens Rohde (R) 3. juni, hvor han spørger kulturministeren, om hun mener, det er at »udvise rettidig omhu« ikke at etablere tilsyn med Radio Louds overholdelse af udbudsbetingelserne før næste år.

Kulturministeren svarer, at hun har forståelse for, at Kulturudvalgets medlemmer er bekymrede over, om Radio Loud overholder udbudsbetingelserne, men hun ønsker ikke at blande sig i Radio- og tv-nævnets beslutninger.

»Men som minister kan jeg ikke instruere et uafhængigt nævn. Og jeg synes heller ikke, at jeg burde have den mulighed. Politikere skal ikke kunne forlange, at der bliver indledt tilsyn over for frie og uafhængige medier«, skriver Joy Mogensen (S).

Kulturministeren understreger dog, at hun er »mere end villig til at drøfte de fremtidige rammer for et uafhængigt Radio- og tv-nævn«, herunder om de rette kompetencer er repræsenteret i nævnet, og om der er behov for at ændre på den eksisterende model for sekretariatsbetjening og ankemulighed ved udbuddet af radio- og tv-kanaler.

Jóhann Thór Haahr Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her