Har man en smartphone eller tablet med Googles styresystem, kan man nu igen hente Danmarks Radios Ramasjang-app.
I løbet af weekenden havde Google ellers fjernet appen helt fra deres digitale butik, Play, fordi appen brød med flere af Googles ’Families Policy Requirements’.
Ifølge en mail, som Googles Play Team har sendt til DR, og som Politiken har læst, blev appen fjernet, fordi Google ikke tillader følgende:
»Apps, der glamouriserer indtag af alkohol, tobak eller stoffer. Apps, der skildrer eller opfordrer til umotiveret vold eller farlige aktiviteter, der involverer det tiltænkte publikum«.
Google forsvarer at have slettet DR-app: »Man er nødt til at sætte en grænse et sted«Efter at mediedirektør Henriette Marienlund onsdag kritiserede techgiganten, har det dog vist sig, at DR ifølge Google allerede havde efterkommet alle deres påbud om rettelser. Også selv om DR ikke har ændret på noget.
Sent i går aftes blev DR Ramasjang-appen derfor tilgængelig igen.
Google skriver torsdag i en mail til Politiken, at det »er godt, at appen er tilbage i Play«.
»Vi elsker alle Onkel Reje, Ramasjang-mysteriet og lakridspiber. Google er til stede i næsten alle lande i verden. Fordi vi bruger én global standard for vurdering af apps - og ikke en unik for hvert land - sker det desværre indimellem, at vi rammer forbi skiven lokalt. Men vi har hørt feedbacken - og må må vi blive bedre til at afspejle de her kulturelle forskelle i fremtiden«, siger den danske kommunikationschef for Google, Jesper Vangkilde.
Artiklen er efter publicering blevet opdateret klokken 12.21 med et svar fra Google.
fortsæt med at læse



























