Tidligere drabschef i København Jens Møller, oplyser, at han er blevet tiltalt i fire forhold, blandt andet tre tilfælde om brud på tavshedspligten.
Det skulle være sket i forbindelse med udgivelsen af bogen ’Opklaret - drabschefens erindringer’ fra 2018.
Han er derudover tiltalt for et forhold om stillingsmisbrug. Møller skulle have foretaget flere opslag i politiets sagsstyringssystem, Polsas, uden at have en tjenstlig grund til det.
»Jeg kan sige, at jeg nægter mig skyldig i alle forhold. Jeg mener ikke, at jeg har brudt min tavshedspligt, lyder det fra Jens Møller.
Kim Wall-sagen
Anklagerne mod Møller går på, at han skulle have brudt loven i forbindelse med en række konkrete sager. Han vil ikke komme ind på, hvilke sager der er tale om, men understreger, at der ikke er tale om Ubådssagen.
Jens Møller blev for alvor landskendt i forbindelse med efterforskningen af drabet på den svenske journalist Kim Wall. Hun blev dræbt af den nu livstidsdømte Peter Madsen i hans ubåd ’Nautilus’ tilbage i 2017.
Der blev i fjor lavet en tv-serie om sagen, ’Efterforskningen’, hvor skuespiller Søren Malling spillede rollen som Jens Møller.
Møller var også drabschef - eller rettere leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet - da kulturhuset Krudttønden og synagogen i København blev angrebet i februar 2015.
Derudover har han været efterforskningsleder af en række større kriminalsager.
ritzau
fortsæt med at læse


























