Lars Munch stopper som bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus, der er en af landets største mediekoncerner.
Det bekræfter Jørgen Ejbøl, der er formand for Jyllands-Postens Fond, som sammen med Politikens fond ejer JP/Politikens Hus, over for MediaWatch.
Lars Munch stopper næste år og bliver erstattet af den tidligere forsvarschef Peter Bartram.
Bekræftelsen kommer, efter at erhvervsmediet InsideBusiness tidligere mandag aften skrev om Lars Munchs afgang.
Lars Munch bekræfter i en sms til MediaWatch, at han har ca. et år tilbage som formand for JP/Politikens Hus.
»Det er rigtigt, at jeg slutter som formand i foråret 2022«, skriver Munch og henviser til Politiken-fondens formand, Karsten Ohrt, for yderligere kommentar til rokaden.
Jørgen Ejbøl: Det var vores tur til at have formandsposten
Skiftet kommer ifølge Jørgen Ejbøl, fordi Jyllands-Postens Fond har ønsket at benytte sin ret til at vælge ny bestyrelsesformand i koncernen.
»Det er Jyllands-Postens Fonds tur til at overtage formandsposten, andet er der faktisk ikke at sige til det«, siger Jørgen Ejbøl til Mediawatch.
Lars Munch var administrerende direktør i JP/Politikens Hus i fra 2003 til 2014, hvor han overlod posten til Stig Kirk Ørskov og i stedet blev bestyrelsesformand.
Peter Bartram har siden 2017 været næstformand i bestyrelsen i JP/Politikens Hus.
Derudover er han næstformand i Jyllands-Postens Fond, der altså sammen med Politikens Fond ejer JP/Politikens Hus.
JP/Politikens Hus står bag blandt andet Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Watch Medier, Ritzau Finans, Politikens Forlag og forlaget Saxo.
Koncernen havde i 2020 en omsætning på omkring tre milliarder kroner og et overskud på 209 millioner kroner.
ritzau
fortsæt med at læse


























