Fra slutningen af august vil det ikke længere være muligt at købe B.T. om søndagen, skriver Berlingske Media.

B.T. nedlægger søndagsavisen og udvider lørdagsudgave

Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

B.T. lukker søndagsavisen og udvider lørdagsavisen. Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

»Til efteråret vil B.T. udvide lørdagsavisen, så den får tre sektioner med nyheder, sport og underholdning«.

»Vi lukker samtidig søndagsavisen, så kunderne får alt læsestoffet lørdag til læsning hele weekenden«, lyder det i pressemeddelelsen.

Omlægningen sker for at kunne reducere omkostningerne ved avisproduktionen. Det skal sænke prisen på et af avisens abonnementer.

Men det sker også for at tilpasse avisens weekendudgaver, så de følger med tiden, siger B.T.’s ansvarshavende chefredaktør, Michael Dyrby.

»Vi tilpasser løbende B.T. til den tid, vi lever i. Nu er tiden inde til at tilpasse vores aviser i weekenden, hvor vi vil udgive vores stærkeste nyhedshistorier, gå bag kulissen i underholdningens verden og følge de største fodboldklubber tæt«, siger han i pressemeddelelsen.

Søndagsavisen lukker den 29. august, oplyser Jesper Nielsen, der er bladsalgsdirektør i Berlingske Media.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her