YouTube fjerner hvert år millioner af videoer. Siden 2020 er coronamisinformation dukket op på platformen.

YouTube har fjernet en million videoer med misinformation om corona

Foto: Lucy Nicholson/Ritzau Scanpix
Foto: Lucy Nicholson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

YouTube har fjernet mere end en million videoer med »farlig misinformation om coronavirus« siden pandemiens begyndelse, oplyser den Google-ejede videoplatform onsdag. Meldingen kommer, efter at flere sociale medier er blevet beskyldt af politiske ledere for ikke at bremse falske nyheder og misinformation om virusset såvel som andre emner hurtigt nok.

I et blogindlæg skriver YouTube, at det er afhængigt af eksperter, blandt andet fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), for at bekæmpe misinformation.

»Midt i en global pandemi bør alle være bevæbnet med den absolut bedste information til rådighed for at beskytte sig selv og sin familie«, skriver YouTubes produktchef, Neal Mohan, i blogindlægget.

Samtidig melder virksomheden, at den arbejder på at fremskynde processen med at fjerne videoer med misinformation. Ifølge produktchefen fjerner YouTube tæt på 10 millioner videoer per kvartal. Størstedelen af dem er blevet set mindre end 10 gange.

»Hurtig fjernelse vil altid være vigtigt for os, men vi ved, at det ikke er nok«, skriver Neal Mohan.

YouTube melder desuden, at det har fjernet »tusindvis« af videoer, der overtræder platformens politik om misinformation i forbindelse med præsidentvalget i USA i november. Tre ud af fire af videoerne blev fjernet, før de nåede 100 visninger, lyder det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her