Fredag aften har Den Danske Publicistklub uddelt tre priser til den årlige publicistfest, der blev afholdt i JP/Politikens Hus. De tre priser er Publicistprisen, Dokumentarprisen og Podcastprisen. Politiken var nomineret i de to sidstnævnte kategorier.
Politiken-journalisterne Carl Emil Arnfred og Hans Davidsen-Nielsen vandt Dokumentarprisen for deres dækning af Inger Støjberg-sagen. Komiteen forklarede i motiveringen, at de havde vundet, »fordi I er et symbol på ekstremt dygtige journalister, der gør sig ekstremt umage«.
Nomineringen er sket på baggrund af deres »årelange og grundige afdækning af Inger Støjberg-sagen. Sammen afslørede de tilbage i 2017 gennem sværttilgængelige kilder, hvordan Inger Støjberg tilsidesatte advarsler fra sine jurister og gennemtrumfede en ny ulovlig praksis«.
Ud over æren og anerkendelsen fik de to Politiken-journalister 10.000 kroner med hjem til deling. Også ’Plejehjemmene bag facaden’, produceret af TV 2, og ’Genopdragelsen’, et projekt i Information var nomineret i kategorien.
Dækningen af Inger Støjberg-sagen er stadig højaktuel, da rigsretssagen mod politikeren begyndte torsdag i denne uge. Politiken har udgivet mere end 300 artikler om sagen. Læs hele samlingen her.
Ny chefredaktør vinder pris
Det blev Knud Brix, der rendte med Podcastprisen for programmet ’Genstart’, der sendes på DR. Knud Brix er vært på programmet, men senest 1. december tiltræder han som chefredaktør på Ekstra Bladet.
Lars Halskov og Jonas Schrøder-Andreasen, der også er ansat på Politiken, var nomineret til Podcastprisen 2021 for deres podcast ’Scandinavian Star’. Podcasten handler om katastrofen på passagerfærgen, der brød i brand i 1990 – og om kampen for retfærdighed og afklaring for de efterladte.
Komiteen begrundede nomineringen med, at »det er en gribende beretning, der både bringer afgørende nyt om det største massemord i nyere skandinavisk historie, og som samtidig giver stemning og tårer til de efterladte«.
Podcastserien er på seks afsnit. Du kan høre første afsnit nedenfor, eller du kan tilgå alle episoderne her.
Aftenens hovedpris, Publicistprisen, gik til DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard. Med prisen følger 25.000 kroner.
fortsæt med at læse



























