Det er den stensikre mediemodel, når en af nyere tids historiske mærkedage skal markeres: Hvor var du, da det skete?
Den seneste uge har vi hørt utallige mennesker fortælle, hvad der gik gennem deres hoveder, da tvillingetårnene i World Trade Center blev ramt af kaprede fly, styrtede sammen og tog næsten 3.000 mennesker med sig i døden.
Modellen er driftssikker, men har sine begrænsninger. Det minder mig om en debat for knap tyve år siden – ikke langt fra Ground Zero. Det gik for sig på et af New Yorks største hoteller, Waldorf Astoria, fra 31. januar 2002 og fem dage frem.
World Economic Forum havde det år flyttet det berømte Davos-møde til New York. Officielt i solidaritet over for den by og det land, der var blevet ramt af terror. Reelt også, fordi amerikanerne stadig nødig ville flyve.
Jeg dækkede mødet for det hedengangne Børsens Nyhedsmagasin. Chefredaktør Mikael Lindholm og jeg var de eneste danske journalister, der havde fået adgang til at deltage i møder og sessioner sammen med 2.700 af verdens mere indflydelsesrige erhvervsbosser, politikere og eksperter.
Han havde en pointe
Et af de citater, jeg fik på blokken, har mange gange siden runget i hovedet. Det kom fra en amerikaner, jeg aldrig havde hørt om før: direktør Paul Bremer fra Marsh Crisis Consulting. I debatten om konsekvenserne af 11. september sagde han:
»Dette bliver hele omdrejningspunktet for amerikansk udenrigspolitik i første del af det nye århundrede – ligesom det i 1947 var den kolde krig, der blev omdrejningspunktet for de efterfølgende fem årtier. Så vigtigt er emnet, og jeg tror ikke, folk uden for USA helt har forstået det endnu«.
Han blev året efter verdensberømt som en mildt sagt omstridt leder af den amerikanske overgangsadministration i det besatte Irak.
Bremer havde en pointe. Europæerne og mange andre havde endnu ikke helt forstået det. Igen og igen skinnede den europæiske undren igennem i debatter og private samtaler. Ingen underkendte det dybt tragiske og alvorlige i angrebet mod USA og det store tab af menneskeliv. Men flere stillede spørgsmål ved, om terrortruslen i sig selv var det vigtigste problem. Var det ikke vigtigere at få globaliseringen til at virke bedre? At få gang i vækst og handel? At sikre et bedre samarbejde i kampen mod fattigdom, migration og miljø- og klimakriser? Og i erhvervslivet at udvikle den model for den bæredygtige virksomhed, som var et andet tema på mødet.
»Hvis vi ikke får bugt med fattigdomsproblemet, kan verden ende i kaos og globaliseringen blive sat mange år tilbage«, sagde IMF-chef Horst Köhler.
Men som Paul Bremer forudsagde, blev krigen mod terror det nye omdrejningspunkt. Næste logiske skridt blev Irak-krigen året efter.
På Davos-mødet i New York var der vidt forskellige syn på den prioritering. De diskussioner kunne det være spændende at få et stærkere mediefokus på her tyve år senere.
I mediernes markering af tyveåret for 11. september har der i Danmark og mange andre lande været to hovedspor. Dels de mange tilbageblik på, hvad der skete på selve dagen. Dels gode tilløb til refleksion og til analyse af forløbet. Gav indgrebene mod terror i virkeligheden større problemer end terroren selv?
Ikke relevant længere
Hvor-var-jeg-den-dag-øvelsen har sine begrænsninger, der kun bliver større, som tiden går. Det var en relevant dækning fem eller ti år efter, men kan her efter tyve år godt blive tyndt. Fokus bliver på tændsatsen og ikke hele branden.
Det er ubestrideligt, at krigen mod terror har kostet langt, langt flere menneskeliv – de fleste uskyldige civile – end flyangrebene i New York og Washington for tyve år siden. Hvor store har ofrene været, burde man også spørge sig selv på en sådan mærkedag. Og hvem vandt økonomisk på kampen mod terror?
Som kommentatoren Farah Stockman fra The New York Times skriver i sin avis i denne uge: »Krigen i Afghanistan var ikke forfejlet. Den var en stor succes – for dem, der tjente formuer på den«. Og så gennemgår hun ellers nådesløst en række af de amerikanske firmaer og afghanske krigsherrer, der er blevet forgyldt i ekstrem grad.
Medieklummeskriver Margaret Sullivan bidrager i The Washington Post til den journalistiske 9/11-selvransagelse ved at minde om, hvor mange medier og journalister der i dækningen ukritisk støttede felttoget i Irak og dets falske præmisser. Dermed blev også mediernes troværdighed et af terrorkrigens ofre.
fortsæt med at læse
