WHO er bundkorrupt. Det er, hvad fire konspirationsteoretikere beslutter sig for at afsløre, da de af DR 2 får chancen for at producere noget af det indhold, de normalt klandrer pressen for bevidst at undertrykke. ’Konspirationsfolket har ordet’ hedder en fireafsnits dokumentarserie med Signe Molde som vært. Fire sympatiske og veltalende danskere har sagt ja til at være med, og de får hjælp af professionelle mediefolk til at arbejde med deres indslag.
Mens de diskuterer, hvordan de skal få skovlen under WHO, fortæller de, at der i vores vacciner er gemt bittesmå chips, og at man kan se det ved at sætte et stykke metal der, hvor man er blevet stukket. Så sidder det fast – altså bortset fra nøglen på Moldes nyvaccinerede overarm. Vi finder også ud af, at de mener, at Bill Gates aktivt fremmer en pandemi, fordi han kan tjene penge på den, og at han nærmest har fået WHO til at erklære, at der var udbrudt coronapandemi, da det skete, dagen efter at han havde doneret penge til netop WHO.




























