Det var en sejr for Putin, da han fik lukket det regeringskritiske medie. Nu er chefredaktøren blevet overfaldet.

Russisk modtager af Nobels Fredspris overfaldet og overhældt med acetone

Den 60-årige chefredaktør blev torsdag overhældt med maling og acetone. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
Den 60-årige chefredaktør blev torsdag overhældt med maling og acetone. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nobels Fredspris-modtager Dimitri Muratov er grundlægger og chefredaktør på det russiske medie Novaja Gaseta, der er blevet kaldt landets eneste tilbageværende uafhængige avis.

Torsdag blev han overfaldet i en togkupé og overhældt med rød oliemaling blandet med acetone, skriver hans avis, Novaja Gaseta.

»De hældte oliemaling med acetone i rummet. Mine øjne brænder forfærdeligt«, siger Muratov til Novaja Gaseta.

Kirill Martynov, der er medarbejder af avisen, skriver på Twitter, at Muratov har modtaget behandling, men at angrebet kan påvirke hans syn.

Muratov var om bord på et tog fra Moskva til Samara, hvor en ukendt gerningsperson ifølge Muratov råbte: »Muratov, her er en til vores drenge«.

En gruppe, der kalder sig Union of Z Paratroopers, påstår på kommunikationsplatformen Telegram at stå bag angrebet. I opslaget opfordrer de Muratov til »at tage hjem« til Washington, D.C., og varsler desuden flere angreb.

Regeringskritisk russisk journalistik

Dimitri Muratov modtog i 2021 sammen med den filippinske journalist Maria Ressa Nobels Fredspris for deres indsats for ytringsfriheden.

Han var en af grundlæggerne bag Novaja Gaseta i 1993 og har været chefredaktør, mens avisen blandt andet har afsløret korruption i hjertet af det russiske samfund og udgivet kritiske artikler om Putins regering.

Over to årtier er seks journalister fra avisen blevet myrdet.

I slutningen af marts valgte avisen midlertidigt at stoppe sine journalistiske produktioner efter advarsler fra den russiske mediemyndighed Roskomnadsor.

Fået nyt magtmiddel af norsk mediekoncern

Norges næststørste mediekoncern, Amedia, der ejer fire trykkerier i Rusland, valgte mandag at forlade Rusland.

I en pressemeddelelse skrev koncernen, at de ville overlade kontrollen over sine russiske trykkerier til Dmitri Muratov:

»Vi er overbeviste om, at dette er den bedst mulige løsning givet omstændighederne. På den måde vil trykkerierne også kunne fortsætte med at være vigtige for uafhængige medier i Rusland i fremtiden«, lød det i en pressemeddelelse fra Amedia.

Amedias norske datterselskab i Rusland trykte Novaja Gaseta, indtil avisen satte sine journalistiske udgivelser på pause.

I 2014 modtog avisen Novaja Gaseta Politikens Frihedspris for sin fri og undersøgende journalistik.

Lucas Arturo Ramsøe Willkens

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her