Nærværende medie får både ny chefredaktør, ny opinionsredaktør og ny intern chef. Samtidig bliver satiren styrket.

Politiken udnævner ny chefredaktør

Amalie Kestler bliver ny chefredaktør på Politiken. Foto: Thomas Borberg
Amalie Kestler bliver ny chefredaktør på Politiken. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Der kommer nye folk ind på nogle af de mest centrale poster på Politiken.

Det gælder ikke mindst på den ledige post som chefredaktør. Den overtager Amalie Kestler, der hidtil har været indlandsredaktør.

Samtidig er ’Deadline’-vært Lotte Folke Kaarsholm ansat som ny opinionsredaktør, mens Rebecca Vang bliver ny chef for strategi og organisation. Hun har hidtil været projektdirektør.

Amalie Kestler afløser Anne Mette Svane, der stoppede i foråret efter et årti på posten som chefredaktør.

Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, betegner det nye medlem af chefredaktionen som »en fremragende journalistisk leder«.

»Hun har en særlig forståelse af Politikens ånd, idé og tradition. Amalie Kestler skal sikre et journalistisk, publicistisk og visuelt topniveau, så Politiken udvikler og forstærker positionen som landets mest fremtrædende og toneangivende avis«.

Amalie Kestler selv siger, at »Politiken skal være i konstant kreativ bevægelse«.

»Politiken er lig med de største læseroplevelser, den dybeste undersøgende journalistik og den evige fortælleglæde. Jeg glæder mig til at udvikle et fornyet Politiken sammen med de helt særlige mennesker, som er ansat i vores hus«.

Amalie Kestler har været indlandsredaktør i fire år. Inden da har hun blandt andet været redaktør for lederkollegiet på Politiken, politisk redaktør på både Ritzaus Bureau og Information og pressechef for daværende overborgmester Frank Jensen (S).

Sans for strømfyldte debatter

Debatredaktionen får også ny chef. Lotte Folke Kaarsholm, som mange læsere vil kende som skarp vært på ’Deadline’, bliver ny opinionsredaktør. Før det var hun redaktionschef på Information.

»Lotte Folke Kaarsholm er en original intellektuel profil og en stærk leder med analytisk skarphed og journalistisk kant. Hun har en helt særlig sans for at slå ned på de mest strømfyldte samfundsdebatter med overraskende kilder og skribenter«, siger Christian Jensen.

Hun afløser Mads Zacho Teglskov, der i knap seks år har ledet redaktionen. Han indtræder til gengæld i en ny stilling som satireredaktør og får opgaven med at udvikle Politikens mangeårige tradition for satire. Faste læsere af Politiken vil også kunne huske, at han tidligere har været bagsideredaktør på Politiken, og satiren ligger i det hele taget hans hjerte nært.

Som sidste led i rokaden er Rebecca Vang udnævnt til ny chef for strategi og organisation. I den rolle skal hun både være med til at udvikle journalistikken og lede Politikens administration.

»Som uddannet journalist kombineret med en stor erfaring med organisationsudvikling har Rebecca Vang en enestående evne til at gennemføre redaktionelle og kommercielle forandringer samt eksekvere strategiske beslutninger«, siger Christian Jensen.

Amalie Kestler og Rebecca Vang overtager de nye poster med omgående virkning, mens Lotte Folke Kaarsholm tiltræder 1. august.

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her