Ekstra Bladet udvider chefredaktionen med to mænd.
Avisen oplyser, at man har ansat Asger Juhl som journalistisk chefredaktør og Anders Borup Sørensen som administrerende chefredaktør.
Asger Juhl kommer fra en stilling som chefredaktør på Den Uafhængige - et medie, han selv har bygget fra bunden.
Tidligere har Asger Juhl været radiovært og redaktør på Radio24Syv og journalist på P1.
»Jeg er fuldstændig overbevist om, at Ekstra Bladet gør Danmark til et bedre land med magtkritisk og insisterende journalistik. Min opgave bliver at drive Ekstra Bladets journalistik fremad og sørge for, at vores historier får endnu større gennemslagskraft«, siger Asger Juhl i en pressemeddelelse fra JP Politikens Hus.
I forbindelse med Asger Juhls nye stilling oplyser Den Uafhængige på Twitter, at man melder ny ledelse ud i morgen klokken 8.30.
Anders Borup Sørensen kommer fra en stilling som ledende redaktør på Ekstra Bladet. Han har tidligere været chefredaktør på Bold.dk og har derudover ledelseserfaring fra B.T, Metroxpress og Ekstra Bladet.
En af hans hovedopgaver bliver at fortsætte Ekstra Bladets digitale udvikling.
Anders Borup Sørensen tiltræder 1. september og Asger Juhl 10. oktober. De to kommer til at udgøre Ekstra Bladets øverste ledelse sammen med ansvarshavende chefredaktør Knud Brix og kommerciel direktør Signe Skarequist.
I dag er det desuden blevet offentliggjort, at Ekstra Bladet har ansat Maria Lützen som redaktør for betalt indhold. Hun kommer fra en stilling som chefredaktør på ugebladet Her og Nu. Det skriver MediaWatch.
Kultur@pol.dk
fortsæt med at læse




























