Uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang rykker til sommer til USA, hvorfra han vil dække det næste præsidentvalg for Politikens læsere.

Erfaren redaktør bliver Politikens nye USA-korrespondent

Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

USA befinder sig i en højspændt situation for øjeblikket rent politisk.

Så sent som natten til i dag fastslog en rapport fra en komité under den amerikanske kongres, at eks-præsident Donald Trump var ansvarlig for det dødelige stormløb på Kongressen i januar 2021.

Der er massevis af ubesvarede spørgsmål om, hvordan den sag ender, og hvad der i det hele taget sker med USA og amerikansk politik herfra – for slet ikke at tale om næste præsidentvalg.

Men vi ved nu, hvem der fra sommer får hovedopgaven med at oplyse Politikens læsere om tilstanden i USA.

Jacob Fuglsang er nemlig udnævnt som ny USA-korrespondent. Han afløser den nuværende korrespondent, Philip Flores, der til sommer vender hjem til redaktionen i København.

For faste læsere af Politiken vil Jacob Fuglsang være et velkendt ansigt. Han har i en årrække haft posten som uddannelsesredaktør. Tidligere har han også været indlandsredaktør og debatredaktør.

»Politikens brugere kender Jacob Fuglsang som en kompetent uddannelsesredaktør, der altid sætter sig godt ind i sagerne og er eminent til at forklare, hvad der er på spil for elever og lærere i uddannelsessektoren. Det er de evner og den erfaring, han nu skal overføre til sin nye rolle som korrespondent. Her bliver Jacobs fornemste opgave at levere nyheder, analyser og reportager fra USA, som giver læserne samme oplevelse af at blive taget i hånden og få udlagt, hvad der er vigtigt for amerikanerne og selvfølgelig for alle os andre herhjemme«, siger Politikens internationale redaktør, Martin Aagaard

»Jeg er sikker på, at Jacob med sin store analytiske erfaring, overblik over samfundsdebattens udvikling og nysgerrighed på helt almindelige menneskers hverdag kan løfte opgaven og blive en fremragende korrespondent de kommende år«.

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her