Fire måneder efter at Dubai-reklame kostede Brian Laudrup jobbet på TV 2, henter Viaplay ham ind som ekspert.

Efter fyring: Brian Laudrup vender tilbage som ekspert

Brian Laudrup har efter planen første opgave for Viaplay den 5. februar i Premier League-studiet op til kampen mellem Tottenham og Manchester City.  Foto: Miriam Dalsgaard
Brian Laudrup har efter planen første opgave for Viaplay den 5. februar i Premier League-studiet op til kampen mellem Tottenham og Manchester City.  Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Den tidligere fodboldspiller Brian Laudrup har igen landet et job som fodboldekspert på tv.

Det er tv-udbyderen Viaplay, der har lavet en aftale med en af store landsholdshelte fra EM-triumfen i 1992.

Brian Laudrup var indtil september ansat hos TV 2 som ekspert på det danske landshold, men da han i efteråret stillede op i en reklame for Dubai i optakten til VM i Qatar, så blev samarbejdet stoppet.

TV 2 mente ikke, at promoveringen af Dubai var forenelig med dækningen af det danske landshold under turneringen i Qatar.

Også Politiken droppede et samarbejde med Brian Laudrup omkring en ny podcast.

Qatar blev forud for VM stærkt kritiseret for landets syn på menneskerettigheder og behandling af minoriteter.

Brian Laudrup starter i sit nye job hos Viaplay til februar. Han skal indgå i dækningen af Superligaen, Premier League og Champions League.

Det er første gang, at Laudrup kommer til at beskæftige sig med Superligaen i sin karriere som kommentator.

ritzau/kultur@pol.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her