Torsdag meddelte den britiske regering, at den vil forbyde TikTok på mobiltelefoner tilknyttet regeringen.

BBC opfordrer medarbejdere til at slette TikTok

Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det britiske medie BBC opfordrer sine medarbejdere til at slette den kinesiskejede app TikTok fra deres arbejdstelefoner, skriver den britiske avis The Guardian.

BBC skrev søndag en besked til sine medarbejdere. Her frarådes det, at medarbejderne installerer appen på arbejdstelefoner.

»Medmindre du har brug for TikTok i forbindelse med dit arbejde, bør du slette appen«, står der i beskeden.

I beskeden lyder det videre, at beslutningen er truffet på baggrund af bekymringer rejst af offentlige myndigheder verden over vedrørende databeskyttelse og sikkerhed.

»Hos BBC tager vi sikkerheden af vores systemer, data og medarbejdere utroligt alvorligt. Vi gennemgår konstant aktivitet på tredjepartsplatforme – inklusive TikTok. Og det vil vi blive ved med«, siger en talsperson fra BBC til The Guardian.

BBC vil dog fortsat benytte TikTok i forbindelse med marketing og redaktionelle formål. Mediet har over fire millioner følgere på det sociale medie.

Følger regeringens anbefaling

Opfordringen fra BBC kommer få dage efter, at den britiske regering torsdag meldte ud, at den med øjeblikkelig virkning vil forbyde TikTok på mobile enheder tilknyttet regeringen.

BBC og den britiske regering er ikke de første til at fraråde eller forbyde medarbejdere at bruge TikTok. Tidligere i marts frarådede DR sine medarbejdere at bruge appen på arbejdstelefoner. DR begrundede beslutningen med anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed (CFCS), der kom i slutningen af februar. Anbefalingerne fra CFCS fraråder ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder. Herunder mobiltelefoner.

Også EU-Kommissionen, Folketinget og flere ministerier har valgt at forbyde eller fraråde appen på ansattes arbejdstelefoner. Centraladministrationen i flere lande som for eksempel Canada har gjort det samme.

TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance. Selskabet er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her