Næste gang du læser en tekst fra Magnus Barsøes hånd, vil noget være anderledes.
Barsøe har nemlig valgt at opsige sit job som debatredaktør på Politiken. Det sker, i forlængelse af at han i sidste uge meddelte sit kandidatur til Europa-Parlamentet.
»Jeg elsker Politiken og forlader på mange måder mit drømmejob. Men jeg har også grublet over det, siden jeg annoncerede mit kandidatur til EU-Parlamentet forleden, og det er bare svært at være journalist og politisk kandidat på en og samme tid«.
Faste læsere af Politiken vil kende Magnus Barsøe godt. De seneste fire år har han været en del af holdet af debatredaktører, der både udvælger debatindlæg, skriver debatinterviews og skriver egne tekster.
Allerede da han meddelte sit kandidatur, gjorde både Barsøe selv og Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, det klart, at Barsøe ikke kunne fortsætte i sin nuværende stilling.
»Nu vil der være rene linjer, og jeg kan fokusere helt og holdent på mit politiske arbejde som kandidat for Socialdemokratiet«, lyder det fra Barsøe, der i øjeblikket er på orlov og ved at skrive en bog om grøn økonomi.
Blå bog
Magnus Barsøe
Født 1981. Bosat i København.
Siden 2019 debatredaktør på Politiken. Inden da debatredaktør på Finans, journalist på Financial Times og konsulent i reklamebureauet Edge Asia.
Uddannet cand.merc. fra CBS og med en mastergrad i international journalistik fra City University of London.
Forfatter til bogen ’Gud bevare afdragsfrihed’ (2018). Arbejder i øjeblikket på en debatbog om klimaøkonomi.
Christian Jensen takker Barsøe for et arbejde udført med stor dedikation og engagement.
»Jeg har den største respekt for Magnus’ beslutning om at skifte spor og engagere sig som politiker«, tilføjer Christian Jensen.
Nu vil der være rene linjer, og jeg kan fokusere helt og holdent på mit politiske arbejde
Magnus Barsøe sidder i JP/Politikens bestyrelse som valgt af medarbejderne. Han har i flere år markeret sig som en hård kritiker af lønningerne til de øverste chefer i koncernen, og kort inden sit genvalg i år vakte han opsigt med en Kronik med hård kritik rettet mod koncernledelsen.
»Mediernes rolle er reduceret til at være pengestrømme til imperiet (…). Man er blevet en kvartalskapitalistisk virksomhed, hvor alt handler om det næste kvartalsresultat, selv om man ikke er børsnoteret«.
Selv om han nu stiller op for socialdemokraterne, vil Politikens læsere kende ham som en skribent, der bestemt ikke har holdt hånden over Mette Frederiksen eller regeringen. Den har han omtalt som »en kynisk politisk genistreg, som landets almindelige lønmodtagere skal betale regningen for«.
Det skete i en tekst med overskriften ’SVM-regeringen er mellemledernes våde drøm’
En måned inde i regeringens liv fik den atter tæv fra Barsøe.
»SVM-regeringen begynder groft sagt at ligne den dårligste idé, siden mejeriselskabet MD Foods (nu Arla) i 1992 lancerede drikkeproduktet Cowey, der var en blanding af appelsinjuice og mælkevalle. Det smagte vist lige så ulækkert, som det lyder«, lød det.
Socialdemokraterne vælger deres kandidater til næste års valg til Europa-Parlamentet på et årsmøde til efteråret.
fortsæt med at læse


























