Ulla Østergaard forlod TV 2 efter massiv kritik. Nu genindtræder hun på den politiske scene, hvor hun tidligere har huseret.

Lars Løkke ansætter tidligere TV 2-chef

Ulla Østergaard stoppede hos TV 2 i 2021. Foto: Kristian Linnemann
Ulla Østergaard stoppede hos TV 2 i 2021. Foto: Kristian Linnemann
Lyt til artiklen

Moderaterne har ansat journalist og tidligere politisk rådgiver Ulla Østergaard som kommunikationschef.

Ulla Østergaard har tidligere været særlig rådgiver for Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, da han blev indenrigs- og sundhedsminister i 2001.

»Jeg glæder mig meget til at komme tilbage. Jeg håber, at jeg med min erfaring kan bidrage til Moderaternes forholdsvis nye projekt«, siger Ulla Østergaard i en pressemeddelelse fra partiet.

Den 56-årige journalist har en baggrund på blandt andet Jyllands-Posten som politisk redaktør. Senere blev hun redaktionschef på TV2 News, da kanalen blev etableret i 2006.

Kontroversielt forløb

Hun forlod TV2 som redaktionschef i 2021 efter et forløb om en usand nyhed, hvor tre medarbejdere på kanalen oplevede pres fra Østergaard for at skrive historien. Det fremgik af en intern mail til TV2-medarbejderne, som Ekstra Bladet citerede.

I artiklen, der blev udgivet få dage før valget i Grønland, stod der, at politikeren Múte Egede havde været inhabil i to sager, som han selv havde haft en økonomisk fordel af. Det var forkert. TV2 trak historien tilbage.

Netop Múte Egede, der nu er landsstyreformand i Grønland, har udtrykt utilfredshed med Ulla Østergaards kommende chef, fordi Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister har nægtet at give resten af rigsfællesskabet indflydelse på, hvem der skal være kommende arktisk ambassadør.

Ulla Østergaard var også med som pressechef, da partiet Ny Alliance – forløberen for Liberal Alliance – blev dannet med Naser Khader som formand i 2007. Senere blev hun pressechef for Mogens Lykketoft, da S-politikeren blev formand for FN’s Generalforsamling i 2015.

Den 56-årige eksrådgiver indledte karrieren i politik for SF i Europa-Parlamentet. Ulla Østergaard overtager jobbet som kommunikationschef 1. juni. Hun afløser Mette Thorn, som skal være embedsmand i Vejdirektoratet.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her