Fotografen Jan Grarup har i flere artikler givet urigtige oplysninger om sine reportager i Ukraine. Politiken beklager og bringer en række rettelser, oplyser chefredaktør.

Efter urigtige oplysninger: Politiken stopper Ukraine-samarbejde med kendt krigsfotograf

Jan Grarup har dækket krigen i Ukraine i en lang række reportager.  Foto: Peter Hove Olesen
Jan Grarup har dækket krigen i Ukraine i en lang række reportager. Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Politiken afbryder samarbejdet med den prisvindende fotograf Jan Grarup. Det sker, da han ifølge avisen er kommet med fejlagtige oplysninger i reportager fra Ukraine.

»Vi har besluttet at melde ud, at vi ikke længere vil sige ja tak, hvis vi får muligheden for at købe freelancefotos af Jan Grarup fra krigen i Ukraine. Det handler om, at han tidligere på sommeren har meldt ud, at han har mistet sin objektivitet i denne her sag«.

»Sideløbende er vi blevet gjort opmærksom på, at der kunne være nogle fejl, og det har vi så undersøgt i halvanden uges tid, og i dag bringer vi så en rettelse af de urigtige oplysninger«, siger Politikens chefredaktør Amalie Kestler.

Hvordan fandt I ud af det?

»Vi får en henvendelse, der siger, at der kan være nogle problemer i det her, og det begynder vi at undersøge, og vi har også haft samtaler med Jan Grarup om det. Han har nogle forklaringer på det, og dem lytter vi til«.


Jan Grarup bekræfter, at der er sket fejl, og beklager forløbet.

»Jeg har intet at udsætte på Politiken. Jeg forstår 100 procent, at de ikke længere vil arbejde sammen med mig. Journalistisk integritet og troværdighed er vigtigt«, siger Jan Grarup.

I forbindelse med en reportage fra Ukraine fortalte Jan Grarup, hvordan han sammen med ukrainske soldater ved frontlinjen havde været med til at affyre en mortérgranat mod russiske tropper.

»Jeg gjorde jo noget på den her tur. Og det får jeg 100 procent ballade for«, sagde Jan Grarup til Politiken i et interview, der blev bragt 30. juli.

Det er blandt andet Jan Grarups udlægning af denne episode i artiklen, der nu får Politiken til at afbryde samarbejdet. Ifølge den rettelse, som Politiken bringer, skrev Jan Grarup en ’hilsen’ til russerne på granaten, men selve affyringen blev udført af en ukrainsk soldat.

I samme artikel gengives to episoder, som om Jan Grarup selv har oplevet dem. Den ene drejer sig om, hvordan ukrainske soldater skræmmer russiske krigsfanger, og den anden handler om tabstallet hos en bataljon. Begge dele er episoder, som Jan Grarup har fået gengivet af en kilde. Han har ikke selv oplevet dem, fremgår det af den rettelse, som Politiken nu bringer.

Et tredje tilfælde drejer sig om et angreb på et pizzeria i Kramatorsk 27. juni. Her har Jan Grarup tidligere fortalt til Politiken, at han opholdt sig på restauranten, tre timer før angrebet fandt sted. Men hans besøg fandt imidlertid sted dagen før, fremgår det af Politikens rettelse.

Forlod Politiken i 2009

Jan Grarup har dækket utallige krige og konflikter for Politiken og har vundet fire førstepladser i den prestigefulde konkurrence World Press Photo. Han blev uddannet fotograf i 1991 og var derefter ansat på Ekstra Bladet, inden han i 2003 kom til Politiken. I 2009 forlod han Politiken for at blive freelancer.

Jan Grarup, hvorfor har du ikke fortalt de her episoder, præcis som de skete?

»Jamen det er der masser af gode grunde til. Det handler både om beskyttelse af nogle kilder, og så er der noget, som handler om, at jeg har været uden forbindelse i en lang periode. Og det har jeg udførligt forklaret til Politikens chefredaktion, udlandsredaktør og billedchef«.

Men hvis man tager den konkrete oplysning om restauranten. Hvorfor ikke fortælle dem, at det var dagen før, du var til stede?

»Jeg var på restaurant Ria, og derfra var jeg et sted mellem 24 og 35 timer væk, fordi jeg var på en frontlinje. Og når jeg kommer tilbage og tænder min telefon igen, så er bombardementet af Ria sket. Så det er simpelthen en forskydning i min oplevelse af det her«.

Gælder kun Ukraine-dækning

Amalie Kestler, hvad gør Politiken for at sikre sig, at de oplysninger, som deres freelancere giver videre til Politiken, er korrekte?

»I et samarbejde som det her har vi ikke haft nogen grund til at tro, at oplysninger fra Jan Grarup ikke var korrekte. Han er kommet med masser af oplysninger, som vi ikke har haft grund til at betvivle. Men der er altså konkrete oplysninger her, som Jan Grarup selv siger har været fejlagtige. Det har jeg stor respekt for«.

Det er menneskeligt at lave fejl, man kan huske forkert i forhold til tidspunkter og hændelser. Hvorfor er disse fejl så alvorlige, at I vælger at afbryde samarbejdet?

»Det vigtige for os er, at man skal kunne stole på, at den nyhedsdækning, man får i Politiken, er uafhængig og objektiv, og at man kan stole på de oplysninger, man giver. Her har Jan Grarup jo sagt, at han ikke længere er objektiv i den her krig, og så er der nogle fejlagtige oplysninger, som vi betragter som alvorlige«, siger Amalie Kestler.

Hun tilføjer, at ophøret af samarbejdet med Jan Grarup ikke er definitivt.

»Det her er en beslutning, der vedrører Ukraine. Jan Grarup er freelancer, og jeg har været rigtig glad for vores samarbejde. Jeg vil ikke udelukke, at vi kunne samarbejde med ham i fremtiden andre steder i verden, hvis han tager et andet sted hen og tilbyder os noget materiale. Så vil vi kigge på det i den konkrete situation«.

Men hvis I ikke vil bringe billeder af Jan Grarup fra Ukraine, hvorfor vil I så fra andre steder?

»Vi har ikke nogen grund til at tro, at der skulle være noget galt med Jan Grarups billeder. Det vedrører nogle konkrete oplysninger, han har givet i nogle interview. Og så handler det om, at han selv har erklæret, at han ikke længere er objektiv i dækningen af krigen i Ukraine«.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her