Økonomisk Ugebrev klager til Pressenævnet og truer med at sagsøge Berlingske, fordi avisen har bragt en artikel, der kritiserer, at finansmediets skribenter selv ejer aktier i de virksomheder, de skriver om.

Chefredaktør truer Berlingske med sagsanlæg efter kritisk artikel

Berlingske imødeser et eventuelt sagsanlæg med fuldstændig sindsro, siger nyhedschef på Berlingske Business, Simon Bendtsen til MediaWatch. Foto: Thomas Borberg
Berlingske imødeser et eventuelt sagsanlæg med fuldstændig sindsro, siger nyhedschef på Berlingske Business, Simon Bendtsen til MediaWatch. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

En kritisk artikel om Økonomisk Ugebrev i Berlingske var fuld af fejl og vildledende oplysninger, mener finansmediets chefredaktør. Nu overvejer Økonomisk Ugebrev at sagsøge Berlingske.

Mediet agter også at indbringe sagen for Pressenævnet, skriver chefredaktør for Økonomisk Ugebrev Morten W. Langer på ugebrevets hjemmeside.

Derudover er artiklen ’Afsløring: Chefredaktør og hans medie skriver positivt om virksomheder – og har selv aktier i dem’, som Berlingske bragte mandag, ærekrænkende og fuld af udokumenterede påstande, kan man læse på ugebrevets hjemmeside.

Økonomisk Ugebrev har derfor overdraget sagen til sine advokater med henblik på at anlægge erstatningssag mod Berlingske, skriver chefredaktør Morten W. Langer på hjemmesiden:

»Økonomisk Ugebrev overvejer en erstatningssag mod Berlingske, ikke mindst fordi avisens journalist og redaktør allerede tidligt i forløbet er blevet gjort opmærksom på Økonomisk Ugebrevs vurdering af det kritisable i sagen. Dette er en skærpende omstændighed«.

Ifølge artiklen i Berlingske skriver Økonomisk Ugebrevs skribenter journalistik og analyser om virksomheder, som de selv ejer aktier i.

»I mange tilfælde skrives der i positive vendinger om de virksomheder, som skribenterne bag artiklerne selv har investeret i, ligesom de i mange artikler anbefaler læserne, at de også køber aktier i dem«, konkluderer Berlingske efter en gennemgang af en række af Økonomisk Ugebrevs artikler.

Gennemgangen får i Berlingskes artikel flere eksperter til at vurdere, at ugebrevet spiller »en problematisk dobbeltrolle, sætter sin troværdighed på spil og ikke deklarerer sine interesser godt nok«.

Fuldstændig sindsro

Men ifølge Morten W. Langer er det, som han skriver på hjemmesiden, på baggrund af manglende research, at Berlingskes journalist har fået »såkaldte eksperter til at komme med udtalelser og vurderinger, som bygger på forkerte og misvisende oplysninger om sagens fakta«.

Nyhedschefen på Berlingske Business, Simon Bendtsen, siger til MediaWatch, at det ikke overrasker ham, at Økonomisk Ugebrev nu går til Pressenævnet og samtidig overvejer et sagsanlæg.

»Det skrev Morten Langer til os allerede i sidste uge, da vi forelagde vores historie for ham, og det imødeser vi med fuldstændig sindsro. Vi har bragt en grundig og fuldt dokumenteret historie, som er blevet meget grundigt forelagt for Morten Langer, så vi er ikke det fjerneste bekymret over denne sag«, siger han til MediaWatch.

Morten W. Langer ønsker ikke at uddybe detaljerne i erstatningssagen eller klagen til Pressenævnet over for MediaWatch, men fortæller, at der er ved at blive udarbejdet et »ret omfattende skriv« om de faktuelle fejl, Økonomisk Ugebrev mener, at Berlingske har bragt.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her