Margrethe Vestager og EU strammer nu grebet om tre af verdens største pornohjemmesider.
Pornhub, Xvideos og Stripchat har ifølge EU mere end 45 millioner brugere i EU-landene hver måned og bliver dermed omfattet af EU-direktivet Digital Services Act.
Direktivet pålægger såkaldte Very Large Online Platforms (VLOP’s) at gøre en særlig indsats og tage ekstraordinære værktøjer i brug for at beskytte især børn mod anstødeligt indhold. I dette tilfælde altså porno. Det skriver BBC.
At skabe et sikrere online-miljø for vores børn har været en stor prioritet
Det betyder, at pornohjemmesiderne skal kontrollere deres brugeres alder, før de kan få adgang til indholdet, så mindreårige forhindres i at komme ind.
Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær, siger til BBC, at »direktivet styrker EU’s muligheder for at granske de tre pornohjemmesiders algoritmer og processer«.
»At skabe et sikrere online-miljø for vores børn har været en stor prioritet«.
Xvideoes har oplyst, at de har 160 millioner månedlige brugere i EU, mens Pornhub har sagt, at hjemmesiden kun har 33 millioner brugere om måneden og altså derfor ikke bør omfattes af direktivet. Dette har EU dog bestridt, og derfor betegnes Pornhub også som VLOP, skriver Forbes.
De tre virksomheder har ikke yderligere kommenteret sagen.
Nogle af de største hjemmesider
Det er EU-Kommisionen, der er ansvarlig for at sikre, at pornofirmaerne lever op til de nye krav. Kommisionen kan udstede bøder på op til 6 procent af firmaernes omsætning på verdensplan, hvis de ikke gør.
Helt konkret skal firmaerne bekæmpe spredningen af ulovligt indhold såsom børneporno eller deepfake-porno (manipulation af ansigtets udseende, red.). De skal ved hjælp af indtil videre uspecificerede digitale værktøjer til aldersverifikation sikre, at børn ikke får adgang til deres sider. Og de skal sørge for, at det bliver eksternt revideret, at de lever op til kravene i direktivet. De har fire måneder til at leve op til kravene.
En potentiel løsning for at få en person til at bevise deres alder kan være den digitale løsning, der går under navnet European Digital Identity Wallet, fortæller en talsperson for EU-Kommisionen til BBC.
Det er en slags digital id-tegnebog, der kan indeholde dokumenter som kørekort og uddannelsesbeviser, og som man altså skal kunne bruge til at bekræfte sin identitet online på tværs af EU-landegrænser. Aftalen om den nye EU-wallet faldt på plads i november, men det er endnu ikke bekræftet, hvornår den bliver til virkelighed.
Alle tre hjemmesider er blandt verdens mest besøgte, skriver Financial Times. Globalt har Xvideos 2,9 milliarder månedlige visninger, Pornhub 2,7 milliarder visninger og Stripchat 722 millioner.
I august blev den første gruppe af VLOP’s ramt af DSA’en, blandt andre Meta, Google og Twitter, der således også er blevet pålagt krav om strengere regulering af indhold i EU.
fortsæt med at læse



























