Man har ikke været til modemesse i København, før man har stået en torsdag formiddag og set Bella Center blive fyldt op med indkøbere, sælgere, agenter, butiksindehavere og andre handelsfolk.
Det kan godt være, at mediernes spotlys er rettet mod det lille udvalg af designere, der viser deres tøj frem på catwalken, men modeugens sande hjerte banker her mellem stande, salgsmaterialer og højttalerudkald, som fortæller, at »PEJ-gruppens trendpræsentation finder sted i Hal 2, kl. 10«. Hvis der ikke blev handlet i Bella Center, Forum, Øksnehallen, Terminal 2, Tap-1 – og i de mange showrooms rundt om i byen, hvor de store tøjfirmaer viser næste sæsons efterårs- og vintertøj – ville modeugen miste sit eksistensgrundlag.






























