Tænk engang – der findes steder i modeuniverset, hvor tiden synes at stå stille, og tøjet altid ser ens ud.
Preppy, eller preppie, er for eksempel et bevidst konservativt look med tilhørende livsstil, forbilleder og håndbøger. Den ægte vare udspringer af amerikanske kostskoler og eliteuniversiteter (kaldet Ivy League) og er i sin kerne symbolet på afslappet velstand. I modesammenhæng bliver preppy ofte reduceret til noget med polotrøjer og lyse kakibukser. Det er striber og tern i klare farver, kabelstrik og cardigan. Preppy er det dna, som flyder i årene på amerikanske designikoner som Ralph Lauren og Brooks Brothers, og Tommy Hilfiger kalder preppy for »fundamentet for amerikansk mode«. Alt ved det gamle Normalt passer preppy sig selv, men det sker med mellemrum, at den almindelige modecyklus genopdager stilen. Man så det i 1980’erne med preppy som en del af yuppiegarderoben og pastelfarver til alle. Nu får det ærkeamerikanske look en ny tur i spotlyset, og det er ikke i en eller anden opdateret udgave. Alt er stort set ved det gamle, for sådan skal det være.




























