Gianni Versace blev myrdet i 1997, men tirsdag aften dansede han til Prince i New York.
Hyldest til Gianni Versace
Det forestiller hans søster sig i hvert fald, og hun er sikker på, at ånden fra Gianni Versace vil fylde en hel del denne vinter. Det skal et nyt samarbejde mellem Versace og H&M sørge for.
»Jeg har aldrig følt, at det var passende med en hyldest til Gianni i mine egne kollektioner, men nu får jeg mulighed for at vise hans historie i et nyt univers«, forklarer Donatella Versace om 'Versace for H&M'.
»Vi har fundet masser af tøj i arkivet, som ser helt moderne ud, og jeg synes, man kan se Giannis indflydelse på designere som Givenchys Ricardo Tisci. Det her er min hyldest til min bror. Kollektionen er vores greatest hits«. Fan møder idol Donatella Versace møder pressen i penthousebaren på hotellet Dream Downtown med udsigt til New Yorks skyline. Hendes ansigt bærer præg af plastikkirurgi, og der sidder et fast bredt smil under den blonderede manke. Læberne har ikke længere deres naturlige smidighed, og hun læsper lidt, når hun taler. Flere af pressefolkene - særligt de asiatiske - er klædt i det nye Versace-tøj, og der er en stemning af fan møder idol over begivenheden. Inspireret af ungdom og GagaHun taler meget om 'de unge', som skal opdage Versace, og hun nævner Lady Gaga og rapperen Nicki Minaj som inspirationskilder. »De unge er fantastiske til at mikse. De skelner ikke mellem high fashion og hurtig mode«. Aftenen inden pressemødet var Donatella Versace også det naturlige centrum, da kollektionen blev lanceret som en blockbuster fra Hollywood. På Pier 57 ved Hudsonfloden havde H&M opbygget et helt Versace-univers. Først en spejlsal med velkomstdrinks, så et showområde, siden en koncertsal og endelig en butik med mulighed for at købe det nye tøj. LÆS OGSÅNy trend: Pimp dit barn Gæstelisten duftede af begivenhed. Modeskaberen Alexander Wang trak en hale af asiatiske fotografer efter sig. Amy Winehouse-produceren Mark Ronson poserede i pink jakkesæt, pink skjorte og pink sko fra den nye kollektion. Debbie Harry fra Blondie var knap genkendelig efter plastikoperationer, starletten Jessica Alba så anderledes frisk ud, og skuespilleren Uma Thurman virkede tårnhøj, da hun gled forbi. Mode til masserne Det gyldne er overalt i det nye projekt. Hvis nogen tror, at bling tilhører perioden før krisen, er det tid til at tro om. 'Versace for H&M' er bling med bling på. Guld, leopardmønster, glimmer, sølv, læderjakker med skinnede nitter, turkis leggings med print af palmer eller blodrøde solnedgange. Alting glimter. Der er selvfølgelig den krisevenlige detalje, at man skal betale meget mindre for det her tøj end for ægte Versace. »Når jeg ser læderjakken på afstand, kan jeg ikke se forskel på originalen og den, vi har lavet til H&M«, spøger Donatella Versace på pressemødet. »Mode behøver ikke være dyrt for at være interessant og cool. Men uha, det er en lidt skræmmende tanke«. H&M ved roret Den 56-årige italiener bærer begivenheden, og Versace-navnet leverer al den glamour, som H&M ikke har selv. Det ved svenskerne, der holder sig i baggrunden, mens Donatella modtager kindkys, bukker efter showet og hilser på beundrere. Ude i virkeligheden er der ingen tvivl om, hvem der har fat om rorpinden. H&M's kreative chef, Margareta van den Bosch, styrer de særlige kollektioner, og hvor det for nogle år siden var uhørt, at etablerede haute couture-designere ville arbejde med hurtig mode til masserne, er denne form for kobranding, hvor to etablerede navne slår sig sammen, blevet standard. LÆS OGSÅKrisen bliver yt i 2012-moden »Vores kunder får adgang til noget nyt, som de måske ellers ikke har råd til. Samarbejdet styrker samtidig H&M's brand, og vi kan vise, at modetøj ikke behøver være dyrt«, siger Margareta van den Bosch. Versace søger nyt publikum For Versace handler samarbejdet med H&M om to ting: synlighed og økonomi. Versace har tabte penge de seneste år, i 2004 var selskabet endda ved at gå konkurs. Aftalen med H&M bringer det ellers eksklusive tøjmærke i kontakt med et bredt publikum og giver masser af omtale, som Versace håber at kunne veksle til øget salg af firmaets luksusvarer de kommende år. Donatellas brede smil Måske derfor smiler Donatella bredt, mens festen kører mod klimaks. Prince har overtaget scenen fra rapperen Nicki Minaj, og sammen med sit Versace-klædte band (inklusive den danske bassist Ida Nielsen) er han i jamhumør. Han slutter med 'Purple Rain' og sender gæsterne videre butikken, hvor journalister, bloggere og kindkyssere står på nakken af hinanden. Dagen efter er lobbyen på Dream-hotellet et glimtende inferno af nittebesatte læderjakker, leopardmønstrede tørklæder og nederdele med guldglimmer. Farver er tilbage Margareta van den Bosch er sikker på, at Versaces bling igen passer til tiden. »Moden har længe været clean og minimalistisk. Der er brug for glade, opbeat kulører og vilde print. Farver er tilbage«, siger hun med en af den slags punchlines, som kun modefolk kan slippe af sted med. FACEBOOK



























