Køb sko af mærket Tod’s og red samtidig et af verdens kendteste monumenter. Det lyder som sponsorvirksomhed i discountklassen, men det er ikke for at sælge flere sko eller få personlig anerkendelse, at den italienske forretningsmand og milliardær Diego della Valle investerer 25 millioner euro i restaureringen af Colosseum i Rom, der mildt sagt har brug for en ’nænsom’ hånd. »Et monument, der repræsenterer Italien i verden, har brug for at blive restaureret, og en virksomhed som vores, der repræsenterer ’Made in Italy’, står nu frem og siger: Hvis I har brug for os, så er vi her«, sagde Diego della Valle på et pressemøde i december.
På det tidspunkt lød det ganske vist fra brede kredse, fra fagforeninger til museumsinspektører og arkæologer, at de ikke havde brug for della Valle.




























