4. august er det 50 år siden, at man i Frankrig vedtog en lov, der skulle få skelsættende betydning for landet. Alle, der har fulgt Tour de France i tv, har kunnet se effekten af loven. Den angik bevaring af de historiske bymiljøer i Frankrig. At man på højeste politiske plan allerede i 1962 var klar over sagens betydning, ses af de navne, der står som underskrivere af loven: præsident de Gaulle, premierminister Pompidou, finansminister Giscard d’Estaing, initiativtageren, kulturminister Malraux samt flere andre ministre. I byen Sarlat i Sydfrankrig har man siden opkaldt en plads efter André Malraux. Uden hans indsats ville byen ikke være blevet bevaret. Den er i dag en trestjernet turistattraktion i Michelinguiden. Loven var fremsynet på mange måder. Ikke alene har den ført til bevaring af en kulturarv, hvis lige vel kun findes i Italien. Den har også været medvirkende årsag til, at Frankrig er verdens største turistnation med over 80 millioner udenlandske turister hvert år. Uden dem ville mange småbyer i Frankrig henligge som spøgelsesbyer, og landets økonomi ville være truet. I Danmark har vi desværre ikke haft det samme fremsyn. Vi har aldrig haft tilnærmelsesvis så mange fine bymiljøer som Frankrig, men af de få, vi har fået i arv fra middelalderen, har vi skamferet de fleste. Uhensigtsmæssigt nybyggeri har slået skår i bykernerne. Der var sket skader allerede før 1962, men de store ødelæggelser har fundet sted senere. Der kan i dag registreres over 900 nyere, utilpassede bygninger i middelalderkøbstædernes bykerner. Heraf er ca. 150 bankbygninger, der nu kan ses som tydelige fremmedelementer på torve og hovedgader i de fleste af vore gamle købstæder, som for eksempel på de ellers så fine torve i Helsingør og Køge. Der er ca. 50 rådhuse og kommunale bygninger og ca. 70 supermarkeder og stormagasiner. Nogle af de voldsomste indgreb mod bymiljøet i nyere tid på dansk grund er Egmonts byggeri i Pilestræde og Landemærket i København, Thomas B. Thriges Gade i Odense og bankbygningen ved domkirken i Aalborg. Hvert år sker der nedrivninger af gamle huse i bykernerne, og nybyggerierne har ikke formået at fastholde det gamle miljø. Et enkelt utilpasset hus kan ødelægge harmonien på et helt torv.

Bymiljøerne er den vigtigste del af vores kulturarv. Kirker, slotte, herregårde og museer repræsenterer umistelige værdier, men det er i byerne, vi færdes til daglig, og byerne er med til at forme vores liv. I USA er der kun meget få storbyer, der har bykerner, som vi kender dem i Europa. Hvis man har prøvet at bo i en almindelig amerikansk storby, vil man vide, hvor hjemløst det føles at bo i en by uden et centrum med attraktive torve og pladser, hvor man kan søge hen. Det påvirker ens livsstil mere, end man skulle tro. I modsætning har de franske og italienske byer centre med høj bygningskultur, der tiltrækker liv. Af de 75 middelalderkøbstæder i det nuværende Danmark kan 17 vurderes som velbevarede og andre 17 som værende i god stand. For mange af disse byer gælder, at kommunerne har udarbejdet bevaringsplaner for de gamle bykerner. Disse planer har haft afgørende betydning for byernes bevaring. De øvrige 41 byer har lidt store skader. Manglende forståelse for bymiljøernes værdi og uheldige forsøg på at lede trafikken gennem byerne har i 1960’erne og 70’erne ført til store gadegennembrud, da man endnu var bange for, at omfartsveje skulle kvæle byernes handelsliv. København indtager en særstilling, idet byen råder over lige så mange værdifulde bymiljøer som alle andre danske byer tilsammen. Af byens tolv gamle bykvarterer i den indre by er seks, som ligger vest for Købmagergade, samt Amalienborgkvarteret i fin stand, mens kvartererne øst for Købmagergade har lidt stor skade.Når ødelæggelsernehar kunnet finde sted, skyldes det måske en misforstået opfattelse af, at bybevaring er i vejen for udvikling og fremskridt. Vi er helt enige i, at byerne ikke skal være museer, at de skal leve og følge med tiden. Men de gamle bykerner står ikke i vejen for udviklingen. Tværtimod. De er dynamoer og magneter for aktivitet. Deres miljøer tiltrækker mennesker og skaber liv. De er attraktive og trygge at bo i, og de tiltrækker handlende og turister. Konferencer og krydstogtsskibe søger til byer med et godt miljø. Overalt i Europa summer de historiske bykerner af liv, mens sanerede kvarterer ofte ligger døde hen. De byer, der har nedrevet deres bykerner og tilladt utilpasset nybyggeri, kommer til at betale en pris. Mobiliteten i det moderne samfund giver os større frihed til at bo, hvor vi vil, og de triste byer vil blive fravalgt. Det vil føje en ny dimension til begrebet Udkantsdanmark. Hvorfor skulle man bosætte sig i Slagelse, når man i stedet kan vælge at bo i Sorø eller Korsør? Hvor er det mest attraktivt at bo eller opholde sig: i den sanerede del af Nørrebro eller i den del, der blev bevaret? Og hvor er huspriserne højest? Den falske modsætning mellem fremskridt og bybevaring illustreres måske bedst ved en sammenligning af bymiljøsagen med naturmiljøsagen. Indtil for ca. 40 år siden tillod man i fremskridtets navn det ene overgreb mod natur og landskabskultur efter det andet. I dag har alle indset, at det ikke skabte fremskridt. Vi har i årevis måttet betale regningerne for fortidens miljøsynder: forurening af grundvandet, tab af biodiversitet, ødelæggelse af værdifuld natur, skader på havmiljøet. Der bliver også regninger at betale for de synder, vi har begået mod bymiljøerne: ghettodannelse, forslumning og kriminalitet rykker ind dér, hvor bymiljøerne ødelægges. Forhåbentlig skal der ikke gå 40 år, før bymiljøsagen opnår samme anerkendelse som naturmiljøsagen. Debatten om god eller dårlig arkitektur har måske også haft en forstyrrende virkning. Sagen drejer sig ikke om arkitektur. Den handler om at vise hensyn. Byggeri i gamle bykerner skal indpasses efter stedets ånd. Det gælder om at bevare hele bymiljøer, uanset om de enkelte huse har særlig arkitektonisk værdi eller ikke. Et uinteressant hus kan have stor værdi for bymiljøet, mens omvendt god arkitektur ikke i sig selv skaber et attraktivt bymiljø.