Det var ved juletid, at min far kom hjem med en pony til mig (...) Det var ikke en smuk hest – slet ikke – men jeg holdt af den, som jeg aldrig havde holdt af noget andet«. At være eller ikke at være – hestepige. Ovenstående citat stammer fra en ægte en af slagsen, Kelly Klein, designer, modefotograf og konkurrencerytter. Bladet, hun udtaler sig til, hedder The Horse Rider’s Journal og er netop udkommet for første gang. Et 160 sider tykt, glittet magasin i krydsfeltet mellem mode, livsstil og ridesport – en slags fordums Penny for voksne, stilbevidste kvinder. Det ambitiøse danske magasins første nummer er trykt i 40.000 eksemplarer og sendt af sted til 20 lande.
Det er skrevet på engelsk, priserne på de mange luksuriøse rideaccessories er angivet i euro, og magasinet henvender sig til det købestærke publikum, der har råd og ikke mindst tid til at strigle, fodre, nurse og ride på hest. Og gerne vil have et lækkert hesteblad liggende på sofabordet. Bag magasinet står Malene Malling, der med sit Malling Publications allerede udgiver modebladet Cover samt en række kundemagasiner.






























