Der er zoomet ind på hænderne fra begyndelsen. Hænder og fingre, der med nål og tråd er i gang med at konstruere en saddel af læder. Hænderne trækker læderet ud over et skelet af metal, hænderne skærer mere læder til tøjler, remme og hovedtøj, og hænderne bærer den færdige saddel ud af værkstedet og ind i stalden.
Er gået mod strømmen
Hænderne sidder på håndværkere, der arbejder for Hermès - den agtværdige franske lædervare- og tøjproducent, der siden 1837 har fremstillet eksklusive tasker, sko, tørklæder, slips, modetøj og sadler til luksusmarkedet.
Det er et firma, som i årtier er gået mod strømmen og har holdt fast i en stor hjemmeproduktion på franske fabrikker med et stædigt fokus på håndværket.
Folkene på gulvet
Billederne af hænderne findes i filmen 'Hearts and Crafts'.
Hvor den seneste bølge af modefilm - 'Valentino: The Last Emperor', 'Lagerfeldt Confidential', 'YSL: L'amour fou' - har fokuseret på kransekagefigurerne, er det folkene på gulvet, som 'Hearts and Crafts' beskæftiger sig med.
Der er mange slidte hænder i den film. Hænder, der laver lædertasker, smeder beslag, farver tørklæder eller renser støbeforme til glas. Filmen handler meget om øvelse, oplæring, overlevering af traditioner og familier.
Under pres
Alle håndværkerne i filmen ser glade ud, men uden for billederne er stemning hos Hermès anderledes alvorlig.
Selv om Hermès er noteret på børsen i Paris, tilhører langt de fleste aktier de omkring 100 efterkommere af Hermès-familien, og sådan vil de gerne have, at det skal blive ved med at være.
25-årig skal lede traditionsrigt modehus Firmaets omsætning lå i 2010 på 25 milliarder kroner, og der tjenes mange penge på trods af krisen. Det har sat Hermès under pres, for den børsnoterede virksomhed er et guldæg, som flere af de store luksusvarekoncerner tørster efter at sluge. LVMH vil sluge Hermès For et år siden blev Hermès ramt af en offensiv fra den største aktør på markedet, LVMH. Det er firmaet bag Louis Vuitton, Donna Karan, Marc Jacobs, TAG Heuer-ure, Verve Cliquot-champagne og en masse andre tunge mærkevarer. Koncernen kontrolleres af Europas rigeste mand, Bernard Arnault, og han indledte en belejring af Hermès, som siden har udviklet sig til et voldsomt juridisk slagsmål. I dag ejer Arnault og co. 22 procent af Hermès. Opkøbene fik kursen på aktierne til at stige, og man kunne tro, at det ville glæde ejerfamilien. Men nej.





























