De blev grebet på fersk gerning under jagt i Norge. I Danmark fandt politiet ulovlige sommerfugle i deres hjem. Nu er sommerfuglene landet på Statens Naturhistoriske Museum i København.

To danskere indsamlede fredede sommerfugle: Nu ender ulovlig fangst på museum

Apollo-sommerfugle (Parnassius apollo) på Statens Naturhistoriske Museum (Zoologisk Museum). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Apollo-sommerfugle (Parnassius apollo) på Statens Naturhistoriske Museum (Zoologisk Museum). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To mænd fra Randers og Aalborg er blevet straffet for årelang indsamling af fredede sommerfugle. ​

Deres store lidenskab koster dem nu bøder på henholdsvis 10.000 og 12.000 kroner for faunakriminalitet. Det er prisen for at indfange og dræbe de fredede arter apollo-sommerfugl og korsikansk svalehale i naturen i adskillige europæiske lande.

Det oplyser fungerende politikommissær Henrik Taagaard fra Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi.

»Når Miljøstyrelsen som særmyndighed lægger op til bødestraf, læner vi os op ad det«, siger han.

De to arter er beskyttet under FN’s Cites-konvention om truede dyr og planter. De mange indsamlede sommerfugle befinder sig nu på Statens Naturhistoriske Museum i København, hvor fotografierne til denne artikel stammer fra.

20 flyttekasser med sommerfugle

Det gik galt for de danske samlere, da de i juli 2019 tog til Norge. Målet var sjældne apollo-sommerfugle i Storådalen i Jotunheimen. Men en lokal fjeldopsynsmand opdagede de to mænd under deres jagt. De havde fanget omkring 30 truede apolloer, som norsk politi beslaglagde. De to meget erfarne samlere vidste ikke, at det drejede sig om en fredet art, hævdede de.

Hjemme ventede dansk politi, som havde fået et tip fra Norge. Ved en ransagning på de to mænds adresser i Aalborg og Randers slæbte politiet omkring 20 flyttekasser væk, der var fyldt med tusinder af sommerfugle.​

En insektekspert fra Zoologisk Museum i København, lektor Thomas Pape, har for politiet gennemgået de to mænds omfangsrige samlinger. Han fandt i alt 190 eksemplarer af korsikansk svalehale og apollo-sommerfugl, fanget i forskellige lande over en årrække. De er nu konfiskeret.

Det er en helt særlig lidenskab, der driver entusiasterne, fortæller Thomas Pape:

»Det er ren samlermani. Glæden for dem er at have en komplet samling af europæiske dagsommerfugle, der er omkring 500 arter af. Jeg ved, at de også bytter sig til noget«.​

Seniorbiolog Thor Hjarsen fra WWF Verdensnaturfonden er oprørt over sagen og havde gerne set højere bøder.

»Men det væsentlige er, at vi nu har fået bekræftet længere tids rygter om, at der er et miljø af illegale sommerfuglesamlere, også i Danmark«.

WWF sætter nu sin lid til, at regeringen vil frede truede danske arter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her