Det britiske band Oasis opfordrer til ikke at købe allerede købte billetter til 40 gange den oprindelige pris.

Billetter til Oasis sættes til gensalg for mere end 50.000 kroner

Emily McShane, der er fan af Oasis, tager en selfie foran et artwork af Oasis' Liam and Noel Gallagher i Manchester i tirsdags.  Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Emily McShane, der er fan af Oasis, tager en selfie foran et artwork af Oasis' Liam and Noel Gallagher i Manchester i tirsdags. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Blot minutter efter at koncertbilletter til det gendannede britiske rockband Oasis var blevet sat til salg, er de forsøgt solgt videre for mere end 6000 pund, skriver BBC.

Det svarer til mere end 53.000 kroner.

De første billetter til Oasis’ 17 koncerter i Storbritannien og Irland i sommeren 2025 er fredag aften blevet sat til salg i forsalg til fans af bandet.

Men kun få minutter efter, at forsalget var begyndt, begyndte billetkøbere at videresælge de eftertragtede billetter til op mod 40 gange den oprindelige pris.

Oasis opfordrer dog til ikke at købe billetterne fra andre billetkøbere.

I alt regner bandet med at sælge omkring 1,4 millioner billetter til de 17 koncerter, der foreløbig er planlagt.

Oasis gik i opløsning i 2009, da gruppens sangskriver og guitarist, Noel Gallagher, erklærede, at han ikke længere kunne arbejde sammen med sin lillebror, sanger Liam Gallagher.

Brødrenes forhold er både berømt og berygtet for at være præget af stridigheder.

Oasis var et af de førende bands inden for den såkaldte britpop-bølge, der prægede 1990’erne. Bandet er kendt for hits som blandt andet ’Wonderwall’, ’Roll With It’ og ’Don’t Look Back In Anger’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her